Arnulfo Reyes forsøgte i en fart at få eleverne af vejen

»Jeg ved ikke, hvad der sker, men gem jer under bordet, og lad som om I sover,« sagde han.

Da den mangeårige lærer igen vendte sig om, så han den bevæbnede teenager stå i døråbningen. Sådan fortælles det til ABC News.

Her giver Arnulfo Reyes en af de hidtil mest skræmmende øjenvidneberetninger fra skoleskyderiet på Robb Elementary for to uger siden, hvor 19 elever og to lærere blev dræbt.

Livet bliver aldrig igen det samme i Uvalde.
Livet bliver aldrig igen det samme i Uvalde. Foto: ALEX WONG
Vis mere

Det var 24. maj, at den formodede gerningsmand, 18-årige Salvador Ramos, gik til angreb på skolen i Uvalde med sine nyindkøbte geværer. Alle dræbte børn befandt sig i to klasseværelser beliggende ved siden af hinanden, lokalerne 111 og 112.

I klasseværelse 111 befandt Arnulfo Reyes sig med sine 11 elever, hvor de så en film, da de alle pludselig kunne høre alarmerende lyde fra nabolokalet.

»Hvad sker der?« som eleverne ifølge læreren spurgte om.

Det var her, at Arnulfo Reyes forsøgte at få eleverne i sikkerhed under et bord, men blev overrasket af gerningsmanden.

Arnulfo Reyes blev øjeblikkeligt selv skudt to gange – en kugle ramte en arm og en lunge og en anden ramte ham i ryggen, så han faldt om uden at kunne bevæge sig

Dernæst vendte skoleskyderen sig mod børnene fra tredje og fjerde klasse. Og skød.

Kort efter hørte Arnulfo Reyes politibetjente på gangen uden for klasseværelset, og han hørte et barn i nabolokale 112 kalde på hjælp.

»En af eleverne råbte 'vi er herinde, vi er herinde', men de (betjentene, red.) var allerede væk igen,« erindrer han.

En tydeligt rørt Arnulfo Reyes.
En tydeligt rørt Arnulfo Reyes.
Vis mere

Det var skoleskyderen ikke. Han havde i mellemtiden gemt sig bag et bord i lokale 111 og gik nu tilbage til lokale 112, hvor han igen åbnede ild.

Imens spillede den sårede Arnulfo Reyes død i en time og 17 minutter, inden politiet nåede frem til klasseværelset.

Alle hans 11 elever blev dræbt den dag.

Læreren er selv stadig indlagt på et hospital i San Antonio fremgår det af et uddrag af interviewet med ham, som er blevet frigivet, inden det fulde interview sendes tirsdag.

Den formodede skoleskyder blev skudt og dræbt af politiet i det, der endte med at blive en af de værste skolemassakrer i USA nogensinde.

De første ofre er blevet begravet.