Der er blevet udvekslet hårde fordømmelser og beskyldninger ved nattens hastemøde om Ukraine i FNs Sikkerhedsråd.

FN: FNs Sikkerhedsråd har natten til mandag dansk tid holdt et hastemøde for at diskutere den forværrede situation i Ukraine. Og her fortsatte den hårde tone, der har præget debatten om Ruslands ageren i forhold til nabolandet.

Under mødet sagde den russiske FN-ambassadør, Vitaly Churkin, ifølge CNN, at situationen i Ukraine er »meget farlig«, og at yderligere eskalering hurtigst muligt skal bremses.

»Det er Vesten, der bestemmer, om det er muligt at undgå borgerkrig i Ukraine,« sagde han og opfordrede til dialog.

Ifølge Storbritanniens FN-ambassadør, Mark Lyall Grant, viser satellitbilleder, at der er mellem 35.000 og 40.000 russiske tropper i nærheden af grænsen til Ukraine, som er udstyret med kampfly, kampvogne, artilleri og logistiske støtteenheder.

Ifølge USAs udenrigsministerium har Rusland ellers hævdet, at der er beordret en delvis tilbagetrækning af de russiske soldater fra den ukrainske grænse.

USA har beskyldt Rusland for at opildne til den separatistiske uro i nabolandet som et påskud for militær intervention. Og den amerikanske FN-ambassadør, Samantha Power, beskyldte under hastemødet Rusland for at sprede falske informationer og for at opildne til ustabilitet.

»Uskyldige civiles liv er i fare, men vi bliver bombarderet med russisk fejlinformation og propaganda, mens ukrainerne bliver konfronteret med provokationer og vold,« sagde hun og tilføjede:

»Denne ustabilitet blev skrevet og koreograferet i og af Rusland«.

Ukraines regering har sat en tidsfrist på klokken 8 mandag morgen dansk tid, hvor prorussiske separatister i det østlige Ukraine skal have lagt våbnene og forladt de bygninger, de har besat. Ellers vil de blive mødt med en omfattende modoffensiv, advarede regeringen søndag.