Hver eneste detalje bliver gennemgået nøje, når det kommer til den tidligere norske statsminister, Erna Solberg, i disse dage.
Således også hendes optræden i programmet 'Debatten,' der blev sendt i norsk tv torsdag aften.
Det skriver Dagbladet.
Solberg blev endnu engang interviewet om, at hendes mand, Sindre Finnes, under hendes statsministerperiode, gennemførte over 3600 aktiehandler. Hun har indrømmet, at hun i flere sager dermed har været inhabil, når det kom til handler indenfor områder, som hun sad med politisk.
Flere beskylder Solberg for at have en kunstig tåre i øjenkrogen under hele programmet torsdag aften.
På X reagerede flere seere.
En skriver: »Har hun sminket sig, så det ser ud som om, at hun har tårer i øjnene?«
En anden skriver:
»Hvorfor har man sminket hende med en tåre i øjenkrogen? Den har siddet det samme sted i 25 minutter nu.«
Solberg kæmper for sit politiske liv i spidsen for partiet Høyre. Hun gennemførte således torsdag hele 16 interviews med norske medier.
Høyres pressechef, Cato Husabø Fossen, kalder beskyldningerne om kunstige tåre for en 'konspirationsteori.' Han siger, at tårerne var ægte.
»Vældigt mange af de spørgsmål, Erna fik torsdag berørte ting, som det ikke nødvendigvis er nemt at tale om,« siger han.
Dagbladet har kontaktet NRK, som sendte 'Debatten.' for at spørge til tåren.
Knut Magnus Berge, der er nyhedsredaktør for tv-stationen svarer i en sms:
»Dette har jeg ikke noget behov for at kommentere - udover at Erna Solberg blev sminket af NRKs professionelle sminkører.«
Sindre Finnes har tjent 1,8 millioner norske kroner på de mange aktiehandler.
På pressemødet, hvor Erna Solberg fortalte sin version, sagde hun blandt andet:
»Sindre har ikke været ærlig overfor mig. Et sådan tillidsbrud er altid vanskeligt, og det er ekstra vanskeligt, når det sker i familien. Det gør ondt på mig at være så hård ved Sindre, som jeg er i dag. Men fordi vi har fælles økonomi er hans handlinger direkte påvirket af, hvordan jeg kan udføre mit job som politiker.«
Sindre Finnes havde følgende kommentar:
»Jeg har begået nogle alvorlige fejl, som har gjort det umuligt for Erna at vurdere sin habilitet, da hun var statsminister. Efter at hun gik af som statsminister, har jeg også givet både hende og pressen fejlagtige informationer om mine aktiehandler.«