De alvorlige anklager er haglet ned over den danske virksomhed Vestergaard – og ikke mindst rigmanden Mikkel Vestergaard Frandsen.

Selskabet kritiseres for at være skyld i, at antallet af malariatilfælde i de seneste år er eskaleret voldsomt i østaten Papua Ny Guinea.

Vestergaard har i en længere udmelding forsvaret sig mod anklagerne.

»Ethvert forsøg på direkte at kæde stigningen i malariatilfælde i Papua Ny Guinea sammen med kvaliteten af sengenet (myggenet, red.) produceret af Vestergaard er ikke underbygget af videnskabelige undersøgelser,« lyder det på selskabets hjemmeside.

Men det er ellers det, der bliver hævdet i flere artikler hos mediet Bloomberg.

Kort fortalt fremgår det her, at undersøgelser har vist, at »én enkelt forretningsbeslutning truffet af en af ​​verdens største producenter af sengenet for mere end 10 år siden har forværret situationen«.

Altså Vestergaard, der er grundlagt af Mikkel Vestergaard Frandsen. Han præsenteres på selskabets hjemmeside som »den humanitære iværksætter bag Vestergaard«.

Et kig på hans Instagram-profil afslører, at han er en stor spiller på området. 

For her ses en række billeder, hvor han optræder med politiske sværvægtere som Joe Biden, Barack Obama samt Bill og Hillary Clinton.

Ifølge Bloomberg gik det dog galt, da det danskejede selskab med base i Schweiz i 2012 udskiftede et afgørende element i myggenettene.

Nemlig det stof, der fik det 'indbyggede' insektmiddel til at binde fast til nettet.

Udskiftningen skyldtes, at det tidligere indeholdt PFAS, men eksperter siger til Bloomberg, at afløseren har været af markant dårligere kvalitet end nødvendigt.

Det skulle samtidig være årsagen til, at nettene ikke har virket efter hensigten. Og forskere siger til mediet, at det er årsagen til, at malarasmitten i de senere er eksploderet i Papua Ny Guinea.

Ændringen »vendte mange års fremskridt i retning af at udrydde malaria«, som det lyder hos Bloomberg.

Samtidig skulle det danske selskab heller ikke have underrettet WHO om udskiftningen, fremgår det.

Vestergaard afviser som nævnt alle anklagerne i sin udmelding. 

»Vores fokus har altid været at sikre, at vores net opfylder WHOs krav til kvalitet, sikkerhed og effektivitet. Vi har altid gjort dette i henhold til gældende standarder,« som der står.

Og det skulle altså også være tilfældet med de nye net med det nye bindemiddel, understreges der.

Ligesom det afvises, at der skulle være gået på kompromis med kvaliteten af økonomiske årsager.

»Den valgte løsning var det bedste levedygtige alternativ med hensyn til effektivitet,« skriver Vestergaard.

Selskabet påpeger videre, at andre faktorer som ændringer i malariamyggenes måde at stikke på, artsammensætninger og smittedynamikker også har spillet en rolle i den øgede udbredelse.

Endelig fortæller Vestergaard, at man først i 2017 indrapporterede ændringerne til WHO, fordi der først på det tidspunkt blev etableret en proces til formålet.

I de seneste regnskab for Mikkel Vestergaard Frandsen danske holdingselskab er egenkapitalen på 1,45 milliarder kroner.