60-årige Chris Christie vil forsøge at blive republikanernes præsidentkandidat. Han er kritisk over for Trump

Endnu en republikaner har meldt sig ind i kampen om at blive partiets præsidentkandidat ved valget næste år.

Senest er der tale om 60-årige Chris Christie, der tidligere har været guvernør i New Jersey.

Det skriver Reuters og The New York Times tirsdag.

Chris Christie har indgivet de nødvendige dokumenter til USA's føderale valgkommission, så han kan stille op til Republikanernes primærvalg i kampen om at blive partiets præsidentkandidat.

Mandag gjaldt det den tidligere vicepræsident Mike Pence.

Christie stillede op til præsidentvalget i 2016 som en af de republikanske kandidater. Senere trak han sig og erklærede efterfølgende sin støtte til Donald Trump, der som bekendt endte med at vinde over demokraten Hillary Clinton.

Ifølge The New York Times er det planen, at Christie vil annoncere, at han stiller op ved en begivenhed i New Hampshire tirsdag aften amerikansk tid.

Christie er en af de republikanere, der har kritiseret Donald Trump, som han altså selv har støttet tidligere.

Ifølge avisen har han udtalt, at Trump afgav en række løfter, som han aldrig indfriede.

Han har også sagt, at den tidligere præsident gik over grænsen i kraft af sine handlinger, der gik forud for stormløbet mod Kongressen i januar 2021.

Chris Christie har ellers tidligere været en tro Trump-støtte og har en fortid som rådgiver for ham.

Den tidligere guvernør var dog også blandt dem, der opfordrede Donald Trump til at erkende valgnederlaget i 2020.

Her havde han tabt til demokraten Joe Biden, men påstod, at der var foregået valgsvindel.

Ud over 76-årige Donald Trump, Mike Pence og Chris Christie har seks andre republikanere meddelt deres kandidatur.

Det drejer sig om blandt andre Floridas guvernør, 44-årige Ron DeSantis, den 57-årige senator Tim Scott, og Nikki Haley, der er 51 år og tidligere guvernør i South Carolina.

/ritzau/