Ukraine er glade for dem, og herhjemme har vi travlt med at bygge dem op.

De tyskproducerede Leopard 2-kampvogne er nogle af de bedste og hjælper Ukraine, lyder det igen og igen. For eksempel i artiklen her.

Men i Rusland har man kun hån tilovers for kampvognene. Både Leopard 2-kampvognene og de amerikanske M1 Abrams-kampvogne.

I russisk tv er der nærmest gået sport i at vise, hvor elendige kampvognene er, mens de hånlige ord flyver mod dem:

»Tandløse katte,« lyder det for eksempel med tydelig reference til Leopard-navnet.

Det er den statsejede tv-kanal Rossiya-24, der lægger sendeflade til det muntre indhold, hvor man også ser russiske T-90-kampvogne ødelægge de vestlige kampvogne, som var de hestekærrer.

Der er også fundet arkivmateriale frem, hvor de amerikanske kampvogne er blevet smadret i kamp i Mellemøsten undervejs.

Det kommer efter gårsdagens meldinger fra både Tyskland og USA om at sende kampvogne til at hjælpe Ukraine mod de russiske invasionsstyrker.

Tyskland sender selv et mindre antal kampvogne, men giver de lande, der har købt Leopard 2-kampvogne, lov til at sende dem til Ukraine, mens USA vil sende 31 kampvogne.