For Mary Lemanski ændrede alt sig, da hun besluttede sig for at kommentere de tragiske begivenheder i Waukesha.

'Det var sandsynligvis bare selvforsvar,' lød den første bemærkning på Twitter – fra den nu tidligere topmedarbejder i det demokratiske parti.

Hun satte ifølge flere amerikanske medier ord på søndagens voldsomme hændelse i den amerikanske by, hvor en 39-årig mand er mistænkt for at have pløjet sin bil ind i en juleparade. Fem personer døde, mens ti gange så mange blev kvæstet.

Og så eksploderede det hele. Kritikken haglede ned over Mary Lemanski på sociale medier.

Ofrene blev mandag aften mindet i Waukesha.
Ofrene blev mandag aften mindet i Waukesha. Foto: MUSTAFA HUSSAIN
Vis mere

For hendes kortfattede opslag på Twitter var en tydelig reference til den særdeles omdiskuterede retssag mod teenageren Kyle Rittenhouse, der i sidste uge blev frikendt for drab på to mænd i forbindelse med en Black Lives Matter-demonstration i byen Kenosha. I stedet lød det i domsafsigelsen, at der var tale om selvforsvar.

Mary Lemanski var dog på trods af kritikken ikke færdig med at sammenligne de to dramatiske episoder, der begge fandt sted i samme stat, faktisk mindre end 100 kilometer fra hinanden.

'Bosiddende i Wisconsin følte han sig nok truet,' skrev Mary Lemanski videre om gerningsmanden i Waukesha – igen med reference til det forsvar, som Kyle Rittenhouse brugte i retssagen.

'Jeg er sikker på, at han ikke ville skade nogen. Han kom for at hjælpe,' ironiserede hun videre om den 39-årige mands motiver for at køre ind i menneskemængden i Waukesha – igen med et nik mod Kyle Rittenhouses forklaring på, hvorfor han bevæbnet med en semiautomatisk gevær overhovedet drog til Kenosha sidste år.

Kyle Rittenhouse blev frikendt.
Kyle Rittenhouse blev frikendt. Foto: POOL
Vis mere

Mary Lemanski skrev også, at borgerne i Wisconsin blev ramt af karma oven på frifindelsen af Kyle Rittenhouse: 'Man høster, som man sår, Wisconsin,' som det også lød.

Twitter-kommentarerne er dog endt med at koste hende jobbet. Hun var direktør for sociale medier i det demokratiske partis afdeling i DuPage, der er et amt ved Chicago. Det er hun ikke længere.

Det bekræfter organisationen over for Fox News, hvor det lyder, at »hun har trukket sig fra jobbet«.

På Twitter lyder det:

'Vi er dybt berørte over tragedien i Waukesha. Vi er bevidste om de kommentarer, der er blevet lavet af et tidligere medlem af vores organisation, og vi finder dem utroligt ufølsomme og ikke i overensstemmelse med, hvem vi er. Vores organisation støtter på ingen måde had,' skriver DuPage-afdelingen af det demokratiske parti.

Mary Lemanski har siden slettet alt. Et tjek på det sociale medie viser, at hendes konto på Twitter nu ikke længere eksisterer.