En russisk teenager er blevet dræbt, efter at en håndgranat eksploderede på et gymnasium i Dagestan i Kaukasus.

11 andre er såret.

Det siger en talsmand for Indenrigsministeriet i Dagestan ifølge det russiske nyhedsbureau Tass.

En elev havde taget håndgranaten med i skole.

»Ifølge bekræftede oplysninger gik en håndgranat af i et it-lokale på et gymnasium. Det var en elev, der havde taget den ind på skolen,« siger talsmanden.

Årsagen til eksplosionen er angiveligt, at granaten ikke blev håndteret korrekt.

/ritzau/Tass