FN's generalsekretær advarer mod at tale Nordkorea-krisen op og opfordrer til politisk løsning på konflikten.

New York. Frygten for en atomkrig er ikke abstrakt, og verden må ikke "gå som søvngængere ind i en krig" med Nordkorea.

Det siger FN's generalsekretær, António Guterres, i sin åbningstale ved FN's årlige generalforsamling i New York tirsdag.

Krisen på den koreanske halvø, der er forværret, efter at Nordkorea har foretaget en række missiltest, forårsager frygt blandt millioner af mennesker verden over.

- Brugen af atomvåben bør være utænkelig, siger Guterres.

- Når spændingerne stiger, gør risikoen for fejlberegninger det også. Ophidset tale kan føre til fatale misforståelser, advarer han.

Nordkorea har tidligere truet med at sende missiler mod den amerikanske stillehavsø Guam som led i den eskalerende ordkrig med USA.

Den amerikanske præsident, Donald Trump, brugte en stor del af sin taletid ved FN's Generalforsamling tirsdag på at advare om, at USA "fuldstændig vil ødelægge" Nordkorea, hvis det truer USA eller dets allierede.

Trump har også tidligere advaret Nordkorea om, at militær aktion stadig er blandt de muligheder, USA overvejer.

- Løsningen skal være politisk. Tiden er inde til at udvise statsmandskab, sagde Guterres, inden Trump holdt sin tale.

Han understreger, at sammenhold blandt landene i FN er den eneste måde at opnå en nedrustning på den koreanske halvø og bane vej for en diplomatisk åbning.

Den stigende usikkerhed i den del af verden er imidlertid blot en af de mange alvorlige udfordringer, verden står over for, siger Guterres.

Migration og flygtningestrømme rundt om i verden gør det tydeligt, at det internationale samfund må gøre mere for at løse de problemer, der får folk til at flygte fra deres hjem.

I samme åndedrag opfordrer Guterres regeringen i Myanmar til at stoppe den "onde cirkel af forfølgelse, diskrimination, radikalisering og voldelig undertrykkelse" mod landets rohingya-mindretal.

Over 410.000 rohingyaer er flygtet fra Rakhine-delstaten i Myanmar til Bangladesh.

/ritzau/dpa