- Hun er lige så skyldig som sine voldtægtsmænd.

Sådan ser den kontroversielle indiske guru Asaram Bapu på sagen om den 23-årige Jyoti Singh Pandey, som blev gruppevoldtaget og banket ihjel af seks mænd, som tilfældigt mødte hende i en bus.

Den indiske pige var på vej hjem fra biografen med en mandlig ven, da de begge blev overfaldet. Jyoti Singh Pandeys ven blev holdt tilbage og gennembanket, så han blandt andet brækkede benet, mens hans veninde blev massevoldtaget og dræbt.

Men det kalder ikke på Asaram Bapus sympati. Pigen skulle have været venlig ved sine gerningsmænd og bedt dem holde op.

- Hun skulle have have kaldt de anklagede for sine brødre og bedt dem lade være. Så havde hun reddet sin ære og værdighed, siger Asaram Bapu, som altså mener at skylden i lige så høj grad ligger hos den dræbte pige, som de seks mænd.

Det er dog ikke et udtryk for den brede befolknings holdning i Indien, men snarere et opråb fra en religiøst yderligtgående fløj.

Masser af politikere og meningsdannere er gået i rette med guruens holdning.

- Sådanne kommentarer skal fordømmes så meget som muligt, siger Sandeep Dikshit, som er medlem af det indiske regeringsparti.

Andre politikere har sagt at religiøse figurer bør tænke sig om inden de ytrer deres holdninger.

Asaram Bapu er en kendt person i Indien. Ikke ubetinget for det gode. Den selvudnævnte åndelige guru står i spidsen for mere end 300 ashrammer, som huser hans yderligtgående religiøse bevægelse.

Han efterforskes i øjeblikket for to små drenges dødsfald i et af hans templer. Drengenes forældre påstår at Asaram Bapu er involveret i dødsfaldene.

I 2009 blev han desuden beskyldt for at hyre lejemordere til at gøre det af med et tidligere medlem af hans bevægelse, men sagen faldt ud til hans fordel.