Matthew McConaugheys hustru, Camila Alves, sad og knugede de grønne Converse-sko på sine lår.

De havde en helt særlig betydning.

»På grund af de exceptionelt store skudsår, som en AR-15-riffel efterlader, er det mest af kroppen så lemlæstet, at kun en dna-test eller et par grønne Converse kan identificere ofret,« lød det fra den amerikanske skuespiller:

»Mange af børnene var ikke kun døde, men hule. Så ja, der er brug for hjælp i Uvalde i lang tid endnu.«

Matthew McConaughey i Det Hvide Hus.
Matthew McConaughey i Det Hvide Hus. Foto: WIN MCNAMEE
Vis mere

Tirsdag holdt Matthew McConaughey en følelsesladet tale i Det Hvide Hus om det nylige skoleskyderi i fødebyen Uvalde, hvor 19 børn og to lærere blev dræbt på Robb Elementary.

I 20 minutter fortalte skuespilleren især om ofrene. Om børnene.

Og han havde medbragt flere genstande, som skulle tydeliggøre omfanget af tragedien.

De grønne Converse-sko tilhørte tiårige Maite Rodriguez, der selv havde tegnet det sorte hjerte på den ene snudespids af skoen i sin yndlingsfarve.

10-årige Maite Rodriguez' sko.
10-årige Maite Rodriguez' sko. Foto: JIM LO SCALZO
Vis mere

»Dette er de samme grønne Converse-sko, som viste sig at være det eneste, der kunne identificere hende efter skyderiet,« sagde Matthew McConaughey, mens hustruen Camila Alves viste dem frem fra sit sæde.

Han viste også et billede af et andet offer, Alithia Ramirez, og blev tydeligt påvirket undervejs, da han viste en tegning frem, som den tiårige pige havde lavet.

Matthew McConaughey fortalte videre, at han tog hjem og krammede sine børn lidt længere og lidt mere fast, efter at han hørte om masseskyderiet.

Dagen efter kørte han med sin hustru og tre børn til hjembyen, hvor de i den følgende uge talte med de pårørende.

Matthew McConaughey holder et billede af 10-årige Alithia Ramirez.
Matthew McConaughey holder et billede af 10-årige Alithia Ramirez. Foto: KEVIN LAMARQUE
Vis mere

»Man kunne føle chokket i byen, man kunne virkelig føle smerten, fornægtelsen, mismodet, vreden, skylden, tristheden, tabet af menneskeliv, de brudte drømme,« sagde han:

»Det, jeg først og fremmest tog med, var, at alle de, der havde mistet et barn, sagde, at de bare ønskede, at de tabte liv vil komme til at betyde noget, gøre en forskel.«

Derfor brugte Matthew McConaughey også en del af sin taletid til at plædere for strammere våbenrestriktioner i USA.

Han talte om baggrundstjek, for hævet aldersgrænse for køb at halvautomatiske våben, og han skældte politikerne ud for ikke at reagere.

Og han udlagde, hvorfor han nu har valgt at blive en stemme i den ophedede debat.

»Jeg er ikke en eller anden fra underholdningsindustrien, der lige er kommet forbi i en god sags tjeneste,« lød det fra Matthew McConaughey:

»Det skete i den by, hvor jeg er født, så det er blevet meget personligt for mig.«