Thunberg efterlyste tidligere i november et lift over Atlanten. Det har hun nu fået af et australsk par.

Den svenske klimaaktivist Greta Thunberg har fået et lift hjem til Europa fra USA - og håber dermed på at kunne nå med til klimamødet COP25.

Det skriver hun på Twitter.

- Jeg er så glad for at kunne sige, at jeg forhåbentlig når hjem til COP25 i Madrid. Jeg har fået et lift fra Virginia på den 48 fod (14,6 meter) lange katamaran "La Vagabonde", lyder det fra 16-årige Thunberg.

Det er det australske par Elayna Carausu på 26 år og Riley Whitelum på 35 år, der har inviteret Thunberg. Med på katamaranen er også parrets 11 måneder gamle søn, Lenny, og Greta Thunbergs far, Svante.

Den 26-årige professionelle britiske sejler Nikki Henderson fuldender besætningen på i alt seks mand.

Afgang går onsdag morgen lokal tid.

Thunberg har været i USA og Canada de seneste måneder. I august tog hun turen over Atlanterhavet for at deltage i FN's klimatopmøde.

Efterfølgende var planen, at hun skulle være med til COP25 i Chile. Men på grund af politisk uro i det sydamerikanske land blev mødet flyttet til Madrid.

Siden da har den unge aktivist efterlyst et lift hjem til Europa. Hun ønsker nemlig ikke at tage et fly af hensyn til klimaet.

- Da COP25 officielt er blevet rykket fra Santiago til Madrid, får jeg brug for lidt hjælp. Det viser sig, at jeg har rejst verden halvvejs rundt den forkerte vej. Nu bliver jeg nødt til at finde en måde at krydse Atlanten på i November.

- Hvis nogen kan hjælpe mig med at finde transport, vil jeg være taknemmelig, skrev Greta Thunberg på Twitter den 1. november.

Thunberg, der er en yderst fremtrædende stemme i kampen mod klimaforandringer, begyndte for over et år siden sin skolestrejke for klimaet.

Hun blev væk fra undervisningen hver fredag og demonstrerede i stedet foran Riksdagen i den svenske hovedstad, Stockholm.

Elever og studerende i det meste af verden har siden da ladet sig inspirere af den unge svenske klimaaktivist.

/ritzau/AFP