Den 16-årige, svenske klimaaktivist Greta Thunberg får en pris for sin kamp for menneskerettigheder.

Den 16-årige, svenske klimaaktivist Greta Thunberg modtager en pris fra Amnesty International.

Natten til mandag dansk tid tildelte Amnesty International organisationens fornemmeste menneskerettighedspris til Thunberg for hendes "unikke lederskab og mod i forbindelse med at gå i brechen for menneskerettigheder".

Det skriver nyhedsbureauet dpa.

Greta Thunberg fik overrakt prisen af Amnestys generalsekretær, Kumi Naidoo, på George Washington-universitetet i Washington D.C.

- Prisen er for alle frygtløse unge, der kæmper for deres fremtid. En fremtid, som de burde kunne tage for givet, men det kan de ikke, som det ser ud nu, siger Greta Thunberg efter overrækkelsen.

Thunberg opfordrede også alle unge og voksne til at deltage i en global klimaprotest, der finder sted 20. september.

Naidoo skrev i sidste uge til over 30.000 skoler verden over og bad dem om at give de studerende fri til at deltage i masseprotesten.

I New York har alle folkeskoleelever fået fri til at deltage, skriver det amerikanske medie The New York Times. Der er omkring 1,1 million folkeskoleelever i storbyen.

Protestbevægelser håber, at der vil være omkring 800 demonstrationer spredt over 50 stater i USA, skriver mediet.

Det vil i så fald blive USA's største klimademonstration nogensinde.

Lørdag protesterede Thunberg foran Det Hvide Hus og opfordrede sine tilhængere til "aldrig at give op".

Thunberg ankom til USA 28. august efter at have sejlet til New York. Hun nægtede at flyve af hensyn til miljøet.

Greta Thunberg skal deltage ved klimatopmødet under FN's Generalforsamling i New York 23. september.

/ritzau/