Greta Thunberg holdt sig lidt i baggrunden, før hun talte til de fremmødte tilhængere foran Det Hvide Hus.

Aktivisten Greta Thunberg tog fredag sin globale kamp for klimaet med til hjertet af USA. Således stillede den 16-årige svensker sig op og demonstrerede foran Det Hvide Hus i Washington D.C.

Her opfordrede hun blandt andet sine tilhængere til "aldrig at give op".

Teenageren, der har inspireret unge over hele verden med sin opfordring til at gøre noget, kræver handling fra verdens største økonomi og dens kontroversielle, klimaskeptiske præsident, Donald Trump.

Fredagens demonstration er den første af en række demonstrationer, der skal finde sted i løbet af de næste to uger.

Greta Thunberg tilsluttede sig et par hundrede demonstranter, der råbte slagord og sang sange, men holdt sig omhyggeligt i baggrunden for at undgå rampelyset og spørgsmål fra journalisterne.

Efter lidt tid adresserede Thunberg sine tilhængere.

- Giv aldrig op - vi vil fortsætte, sagde hun i en tale, hvor hun også takkede de fremmødte for at bevare presset på de, der forurener kloden.

- Jeg vil bare sige, at jeg er så taknemmelig for hver eneste af jer. Jeg er så stolt af jer for at være kommet her, sagde hun.

Greta Thunberg er ikke lige så kendt i USA, som hun er i Europa, men hun skal alligevel mødes med flere betydningsfulde aktører under sit seks dage lange ophold i den amerikanske forbundshovedstad.

Mandag får hun af Amnesty International overrakt organisationens fornemste pris for sit arbejde, og onsdag er hun inviteret af Demokraterne til at tale i Repræsentanternes Hus i Kongressen.

Onsdag i denne uge var hun gæst i "The Daily Show" i New York. Her opfordrede hun igen unge til at mobilisere sig og stoppe den menneskeskabte globale opvarmning, eftersom den ældre generation har fejlet ved ikke at handle.

- Vi er nogle, som føler, at det er en direkte trussel, mens andre tænker: Vi er her alligevel ikke til den tid, så skid hul i det, sagde hun.

Thunberg ankom til USA 28. august efter at have sejlet til New York. Hun nægtede at flyve af hensyn til miljøet.

Greta Thunberg skal deltage på klimatopmødet under FN's Generalforsamling i New York 23. september.

/ritzau/AFP