En skov af enkle trækors.

På en kirkegård i det sydlige Rusland er alt græsset og den øvrige beplantning væk. I stedet ligger nyanlagte grave i form af store jordbunker side om side – næsten så langt øjet rækker.

Kirkegården i landsbyen Bakinskaja fortæller med al ønskelig tydelighed historien om krigens udvikling de seneste uger:

De straffefanger, præsident Putins har hentet ud fra fængslerne og sendt til fronten, kæmper – og dør – i stort antal i krigen i Ukraine.

De nye grave i landsbyen Bakinskaja rummer nogle af de mange russiske Wagner-soldater, der har mistet livet i krigen den seneste tid.
De nye grave i landsbyen Bakinskaja rummer nogle af de mange russiske Wagner-soldater, der har mistet livet i krigen den seneste tid. Foto: STRINGER
Vis mere

Jevgenij Prigozjin – også kendt under øgenavnet »Putins Kok« – har hvervet de tidligere kriminelle i fængslerne.

De er blevet lokket med løfter om benådning, hvis de overlever seks måneder ved fronten, og nu er de en del af den berygtede paramilitære enhed Wagner-gruppen.

Noget tyder imidlertid på, at mange af dem ikke klarer de seks måneder og billetten til friheden.

Da nyhedsbureauet Reuters besøgte landsbyen Bakinskaja sidste sommer, var en grund i udkanten af byen fyldt med snesevis af nye grave prydet med enkle trækors og kranse i Wagner-gruppens farver: Rød, gul og sort.

Nyanlagte grave så langt øjet rækker.
Nyanlagte grave så langt øjet rækker. Foto: STRINGER
Vis mere

Da fotografens og journalisten kom tilbage i januar, var der omkring 200 grave på stedet.

Ifølge Reuters er mange af de døde, der er blevet begravet i Bakinskaja, tidligere dømte, som Prigozjin hvervede til sin hær i efteråret.

Satellitfotoer fra stedet viser også, hvordan gravpladserne har bredt sig.

De seneste måneder har Wagner-gruppen været en del af kampene i byerne Bakhmut og Soledar i Ukraines østlige Donetsk-region.

Kampene har de seneste uger udviklet sig til en indædt stillingskrig med skyttegrave, som vi husker dem fra Første Verdenskrig.

Fronten ved Bakhmut bliver nu konsekvent omtalt som »Putins kødhakker,« fordi tusindvis af soldater er gået i døden netop her.

Vestlige iagttagere har da også beskrevet, hvordan straffefangerne angiveligt bliver brugt som kanonføde for at overvælde Ukraines forsvar.