En mand fik sig noget af en ubehagelig overraskelse, da han snorklede i Florida.

Da han hoppede i vandet fra sin båd, blev han bidt i skulderen af en haj.

Det skriver People.

30-årige Andrew Eddy snorklede fra en privat båd ved Sombrero Key Light i Florida med sin familie.

Næsten umiddelbart efter, at Andrew Eddy hoppede i vandet, blev han bidt af en haj.

Fra båden kunne Andrews kone, Margot Dukes Eddy, se hajens rygfinne, og kort efter var vandet fyldt med blod.

Selvom konen var gravid, hoppede hun i vandet uden tøven, og fik reddet sin mand i sikkerhed, skriver politiet i deres rapport, ifølge People.

Efter angrebet blev Andrew Eddy fløjet til Ryder Trauma Center i Miami.

Han skulle angiveligt havde fået alvorlige skader i forbindelse med hajangrebet, men hans tilstand er ikke meldt offentligt ud.

Ifølge vidner skulle hajen have været mellem otte og 10 fod svarende til mellem 2.44 og 3.05 meter.

Det er blot hajangreb nummer 17 i Florida Keys siden 1882.