Syv måneder.

Så langt var 37-årige Cristina Rosi henne, da hun højgravid fik et hjerteanfald, hvorefter hun blev hastet på hospitalet.

Og som om det ikke var nok, røg den italienske kvinde kort tid efter i koma.

Det skriver flere udenlandske medier såsom italienske Today og BBC.

Cristina Rosi før hun fik et hjerteanfald. Foto: Gofundme.com
Cristina Rosi før hun fik et hjerteanfald. Foto: Gofundme.com
Vis mere

Inde i maven lå en lille ufødt pige, Caterina, der kom til verden ved akut kejsersnit. Datteren var efterfølgende indlagt på hospitalet i flere måneder, da hun fik for lidt ilt under kejsersnittet.

Derfor var lægernes vurdering, at både mor og datter kunne risikere at blive hjerneskadet.

Men ti måneder efter hjerteanfaldet, som var tilbage i juli sidste år, skete miraklet. Cristina Rosi vågnede op og sagde sit første ord 'Mamma'.

»Det regnede vi ikke med. Det var virkelig dejligt efter så lang tids lidelse,« fortæller Cristina Rosis mand, Gabriele Succi.

Undervejs blev de begge overført fra hospitalet i Italien til en privatklinik i Østrig, hvor både mor og datter modtager behandling for deres traumer. Noget der koster omkring 100.000 euro i kvartalet. Det svarer til 750.000 danske kroner.

Familien er dog så heldige, at de bliver sponseret af crowdfunding, hvor fremmede mennesker har doneret og rejst mere end 170.000 euro svarende til omkring 1,2 millioner danske kroner.