En gravid brandmand (undskyld udtrykket) har forsvaret sin ret til at bekæmpe de voldsomme brande, der hærger ved Australiens østkyst.

Som hun selv siger det: »Jeg tar mig ikke af det, hvis du ikke kan lide det.«

Hun er gravid i 14. uge, Katherine Robinson-Williams, og hun har lagt video af sig selv og kollegerne på New South Wales Rural Fire Service i aktion på Instagram.

Flere end 150 skovbrande fortsætter med at skabe store problemer i delstaterne New South Wales og Queensland.

Tre mennesker er dræbt og mange såret, blandt andet 13 brandfolk. Det skriver Sky News.

Robinson-Williams har ikke tænkt sig at stoppe, før lægen siger, at det er for farligt. Foreløbig siger han ok, når bare hun ikke skal slæbe rundt på det tungeste udstyr.

Hun kommer fra en familie, der har været brandmænd i generationer.

»Min far er brandmand, min mor er brandmand, min bror, min onkel, min bedstemor er og min oldefar var også brandmænd. Selv min mand er brandmand og også hans to brødre,« siger hun.

En brandmand forsvarer et stykke land ved Hillville nær Taree, 350 km nord for Sydney.
En brandmand forsvarer et stykke land ved Hillville nær Taree, 350 km nord for Sydney. Foto: PETER PARKS
Vis mere

Hendes bedstemor har været brandmand i over 50 år, og hendes egen mor var selv gravid, da hun bekæmpede ilden, der rasede i 1995.

Kat Robinson-Williams har skrevet: »Til alle de kvinder i New South Wales netop nu. Vi står sammen, vi er stolte!«

»Ja, jeg er brandmand, nej, jeg er ingen mand. Ja, jeg er kvinde, ja, jeg er gravid, ja, jeg er på vej ud til brandene og ja, jeg skal nok klare mig. Nej, jeg vil ikke blive hjemme.«

Hun har også lagt et billede på Instagram med et ultralydsbillede, der viser hendes 13 uger gamle baby med teksten: »Lille brandmand på vej.«

Hun har fået masser af støtte på de sociale medier. Folk takker hende og beskriver hende som en 'legende' og 'forbløffende'.

Brandene har foreløbig afsvedet 1,1 million hektarer land.

New South Wales, hvor familier er blevet evakueret og flere end 300 hjem er ødelagt, har erklæret undtagelsestilstand.

Det forventes, at situationen forværres i den kommende uge, og advarslen er helt klar fra brandkommissær Shane Fitzsimmons:

»Vi kommer ikke til at få alle disse brande under kontrol til den tid.«