"Vi vil have vores øer tilbage". "Vi vil have vores liv tilbage, lyder nogle af slagordene fra demonstranter.

På de græske øer Lesbos, Samos og Chios protesterer lokalbefolkningen mod migrantlejre og kræver tusindvis af asylsøgere flyttet. Der er onsdag generalstrejke på de tre øer. Alle offentlige kontorer og tjenester er lukket, og der er sent på dagen varslet demonstrationer i gaderne.

- Vi vil have vores øer tilbage. Vi vil have vores liv tilbage, lyder nogle af slagordene fra demonstranterne.

I Moria, som er den største migrantlejr på Lesbos, er der over 19.000 asylansøgere. Lejren har kapacitet til at tage imod 2840 mennesker.

Situationen er lige så vanskelig på de andre øer, hvor forholdene gentagne gange er blevet kritiseret af menneskerettighedsgrupper og humanitære organisationer.

Den græske regering fremlagde i november planer om at bygge større lejre på Lesbos, Chios, Samos, Kos og Leros, hvor der for tiden er i alt 42.000 migranter og flygtninge.

I de overfyldte lejre er der mange spændinger, og der bryder ofte vold ud.

Den lokale befolkning er imod større lejre. De kræver mindre lejre efter at have taget imod tusindvis af asylsøgere gennem de seneste fem år.

Grækenland blev sidste år igen det land, som de fleste migranter søger til for at komme ind i EU. Mange af dem er på flugt fra krig og fattigdom i Afrika, Sydasien og Syrien.

FN's flygtningeorganisation har registreret over 55.000 nyankomne fra havet og over 14.000 via landegrænsen til Tyrkiet.

Kun en lille brøkdel af migranterne får adgang til det græske fastland. De øvrige kommer til at tilbringe måneder i lejrene, mens de venter på, at deres asylansøgninger behandles.

/ritzau/AFP