Stormen 'Daniel' laver kaos i det græske.

Så stort et kaos, at græske myndigheder indfører rejseforbud i mange centrale områder efter usædvanligt kraftig regn.

Det skriver norske Dagbladet.

Græske meteorologer skriver på mediet X, at der er voldsom tordenvejr og kraftige regnskyl i Grækenland.

»Vi ser stormen som har form som et sky-komma (skyer med form som et komma, red.) på satellitbilledet over det sydlige Europa. Der ventes ekstremt kraftig nedbør de næste 36 timer,« skriver vejrtjenesten.

Civilforsvaret sendte tirsdag en sms-advarsel ud til indbyggerne i havnebyen Polos og på øen Skiathos, hvor flere biler er blevet revet med af de betydelige vandmasser.

Strømmen blev taget i flere områder, og der var problemer med mobiltelefoner og internet. 

Den græske avis To Proto Thema rapporterer, at der natten til tirsdag blev registreret 12.000 lynnedslag i Larisa på fastlandet og i havnebyen Volos.

Foto: Eurokinissi/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Vejrtjenesten fortæller yderligere, at der nogle steder er faldet 500 millimeter regn inden for 24 timer. Det var tirsdag eftermiddag, og regnen forventedes at fortsætte i mange timer.

En repræsentant for det lokale brandvæsen i Volos hævder, at de igangværende vejrudfordringer kan få endnu større konsekvenser, hvis de nødvendige forholdsregler ikke tages. 

Dette gælder for alle indbyggere i hele Magnesia-området, hvor Volos ligger.

»Asfalten er tæret. Det var derfor, jorden slugte en bus. Vi har nu udgangsforbud, og folk skal derfor blive hjemme. Man er ikke i fare for at blive holdt fanget, men for at blive slugt af jorden,« siger han ifølge den græske avis TheNewspaper.gr.

Tidligere i dag rapporterede Reuters også, at en person siges at være død som følge af en mur, der kollapsede under stormen i havnebyen Volos.

»En mand døde, efter at en mur kollapsede, sandsynligvis på grund af dårligt vejr,« skriver nyhedsbureauet.