For første gang siden 8. juli kan beboere i Victoria og New South Wales besøge hinanden uden karantænekrav.

Grænsen mellem Australiens to mest folkerige delstater genåbnede ved midnat mandag lokal tid efter 138 dage.

For første gang siden 8. juli kan beboere i Victoria og New South Wales således bevæge sig karantænefrit mellem de to stater.

Lokale medier rapporterer, at en DJ havde taget opstilling ved hovedvejen mellem de to landsbyer Wodonga og Albury, der ligger på hver deres side af grænsen. Her spillede han Kool & the Gangs "Celebration", da de første biler passerede klokken 00.01.

På tv-billeder fra ABC kan man se festlige scener fra lufthavnen i Sydney, hvor drag queens og livreddere i bar overkrop fra Bondi Beach hilser de første passagerer fra Melbourne velkommen.

Før coronapandemien ramte, var ruten mellem Sydney og Melbourne den næstmest travle flyrute i verden.

Flyselskaberne Qantas og Jetstar solgte flere end 25.000 billetter i løbet af de første 48 timer, efter at det tidligere i november blev annonceret, at grænserestriktionerne ville blive ophævet.

Victoria har været centrum for Australiens anden bølge af pandemien.

I hele 112 dage var delstatshovedstaden Melbournes 4,9 millioner indbyggere under ordre om at blive hjemme.

Siden den lange nedlukning blev ophævet i slutningen af oktober, har delstaten oplevet en lang periode uden nogen nye smittetilfælde. Mandag registrerede Victoria således statens 24. dag i træk uden nye smittede og har nu kun en enkelt aktiv sag.

Australiens mest folkerige delstat, New South Wales, hvor Sydney ligger, registrerede mandag sin 16. dag i streg uden nogen nye smittetilfælde.

I Australien, hvor der bor omkring 25 millioner mennesker, er der bekræftet lidt over 27.800 coronatilfælde, siden pandemien begyndte. Det er betydeligt færre smittetilfælde per indbygger end i de fleste andre udviklede lande.

Antallet af coronarelaterede dødsfald i Australien er 907. Af disse er 819 registreret i Victoria.

/ritzau/dpa