Offentlige ansatte i Grækenland går igen på gaderne i protest over regeringens nedskæringer. Det sker dagens efter, at Grækenlands kreditvurdering er blevet hævet.

GRÆKENLAND: Lukkede skoler og offentlige kontorer, aflyste flyvninger og ingen offentlig transport. Grækenland står igen stille. Onsdag morgen gik den græske offentlige sektor ind i en 24 timers strejke over stramninger og planlagte fyringer i den offentlige sektor, skriver Reuters.   

Det sker dagen efter, at kreditvurderingsbureauet Standard and Poor’s hævede den græske kreditvurdering hele seks niveauer - fra »begrænset betalingsstandsning« til »B«. Det betyder ikke, at Grækenlands økonomi er reddet, men Standard and Poor’s vurderer, at landet nu er i stand til at opfylde sine økonomiske forpligtelser, skriver BBC.

Standard and Poor’s roser i den forbindelse de europæiske lande for deres faste beslutsomhed på at hjælpe landet til at forblive i eurozonen og den græske regerings bestræbelser på at skære offentlige udgifter ned.

Men roserne blomstrer ikke på gaderne i Athen. Den 24 timers strejke, der startede her til morgen, er bare den seneste i en serie af protester siden september. Grækerne er utilfredse med nedskæringer i den offentlige sektor og skattestigninger, som EU har krævet til gengæld for de lån, der skal holde Grækenland kørende. Nedskæringer, der betyder at omkring 27.000 offentlige ansatte står overfor en mulig afskedigelse.

Bag strejken står fagforeningen ADEDY, der repræsenterer omkring en halv million offentlige ansatte, svarende til en fjerdedel af landets arbejdsstyrke.

- Vi kræver, at regeringen ændrer denne uretfærdige politik, som skader de ansatte og dræber den offentlige sektor. Vi forventer et stort fremmøde, siger ADEDYs chef Costas Tsikrikas ifølge Reuters.

Tusindvis af lærere, læger og kommunalt ansatte forventes at møde op ved en demonstration i Athens gader ved middagstid. Demonstrationerne forventes dog at have mistet noget af sin styrke, efter at stramningerne er blevet godkendt, og Grækenland har modtaget midler fra EU-Kommissionen, Den Europæiske Centralbank og Den Internationale Valutafond.

Grækenlands anden store fagforening - den private sektors - GSEE har meldt ud, at de vil sympatistrejke i tre timer.

Togmedarbejdere har ligeledes startet en 48-timers strejke mod regeringens planer om at privatisere Grækenlands togsystemer. Medarbejder ved metroen og sporvogne vil stoppe arbejdet et par timer i løbet af onsdagen og har planlagt en 24-timers strejke torsdag.