Tidligere premierminister fra arbejderpartiet frygter udvikling, hvor elite i London favoriseres.

Medmindre Storbritannien bliver gennemgribende reformeret, kan det hurtigt udvikle sig til en fejlslagen stat, da mange mennesker har mistet troen på den måde, hvorpå landet regeres, siger tidligere premierminister Gordon Brown.

Den tidligere Labour-premierminister siger, at mange briter føler sig overset til fordel for en London-centreret elite.

- Jeg mener, at tiden nu er inde til at træffe et valg mellem en reformeret stat eller en fejlslagen stat, skriver Brown i Daily Telegraph.

- Det er netop i Skotland, at utilfredsheden er så dyb, at det truer med at udvikle sig mod en opløsning af Storbritannien, pointerer han.

- "Hvem i London har forudset det?", lyder et almindeligt refræn i befolkningen. Det afspejler frustrationen i udkantsområder, hvor man føler sig som de glemte mænd og kvinder, som nærmest er usynlige for regeringen i Whitehall, skriver Brown.

Han var premierminister for Labour fra 2007 til 2010.

Den fem år lange brexit-krise samt covid-19 pandemien har svækket mange af de bånd, der knytter England, Skotland, Wales og Nordirland sammen.

Brown siger, at den konservative regering under premierminister bør ændre hele den måde, hvorpå landet regeres.

- Pandemien, truende nationalisme og usikkerhed om fremtiden efter brexit betyder, at regeringen meget hurtigt må genopdage, hvad der holder os sammen, og hvad der driver os væk fra hinanden, skriver Brown.

Skotlands førsteminister, Nicola Sturgeon, gentog i weekenden, at det er hendes agt at gennemføre en folkeafstemning om uafhængighed fra Storbritannien, selv om Johnson er helt afvisende.

En ny meningsmåling viser, at der er flertal for skotsk uafhængighed i befolkningen.

Sturgeon siger, at hvis hendes parti, Skotlands Nationalparti, får stærk opbakning ved parlamentsvalget i Skotland i maj, så vil hun gå efter en ny folkeafstemning.

- Jeg ønsker at få en legal folkeafstemning. Det er det, jeg vil søge at få bemyndigelse til hos det skotske folk i maj, og hvis de giver mig den bemyndigelse, så er det, hvad jeg agter at gøre, siger hun til BBC.

Skotland havde en folkeafstemning i 2014 om uafhængighed. Her sagde 55 procent ja til at forblive i den britiske union.

Men Sturgeon mener, at situationen i dag er radikalt anderledes. Dengang var antagelsen, at Storbritannien fortsat ville være en del af EU.

Men det holdt kun kort, for en britisk folkeafstemning i 2016 endte med et ja til at forlade EU.

/ritzau/Reuters