Endnu en episode omhandlende uanstændig opførsel fra turister har rystet lokale borgere i Italien.

I forrige uge var det en kvinde, der poserede næsten nøgen foran en katedral i Amalfi.

Denne gang er det to franske turister, der er blevet beskyldt for at have stjålet en gondol og ødelagt en del genstande, der befandt sig i gondolen, i Venedig, skriver CNN.

De franske turister stjal angiveligt gondolen klokken 01.30 natten til torsdag og besluttede at sejle en tur.

Og først timer senere var gondolen tilbage igen.

Ifølge ejeren af gondolen koster hans gondol omkring 59.000 dollar, svarende til 445.000 kroner. Derudover bruger han tusindvis af kroner på at vedligeholde den om året, hvorfor han også værner ekstra meget om den.

Men de franske turister udviste angiveligt ingen anger, men grinte derimod, da de blev ført tilbage til land af myndighederne, påstår han.

Auguste Palese, der repræsenterer ejeren af gondolen, siger til CNN, at man kræver erstatning af de franske turister. Både for de genstande, der blev smidt i vandet, og for de skader, som gondolen har fået.

I alt kræver de erstatning på op mod 113.000 kroner.

»Gondolen er et symbol på Italien. At gøre skade på den svarer til at kaste sten på Eiffeltårnet,« siger advokaten til CNN.