Inde i et hulrum bag en murstensvæg gjorde nogle rengøringsfolk for en måneds tid siden et noget usædvanligt og uhyggeligt fund.

Svøbt ind i tøj og sengetøj fandt man et menneskeligt lig delvist begravet. Og siden har mysteriet kun vokset sig større.

Det skriver det australske medie ABC News.

Det var 7. december, at liget tilfældigvis blev opdaget i et boligkompleks i byen Alderley, der ligger nord for Brisbane.

Dagen efter kunne politiet oplyse, at de menneskelige efterladenskaber var fra en kvinde.

Men der stopper det stort set også med oplysningerne i sagen.

For mere end en måned senere, er det endnu ikke lykkedes for politiet at finde ud af, hvem kvinden var – eller hvordan hun endte stramt dækket ind i sengetøj bag væggen.

Kun få ting er slået fast i sagen. Eller nærmere 'estimeret'.

De foreløbige undersøgelser har indikeret, at kvinden var hvid, var mellem 155 og 165 centimeter høj og havde mørkebrunt hår.

Derudover bar hun briller og menes at have været mellem 30 og 55 år.

Der var ifølge det australske politi 'mærker' på kvindens krop, og af den grund efterforskes hendes død som værende mistænkelig.

Det vides endnu ikke, hvornår hun helt præcist døde, men det kan have været mellem år 2009 og 2015.

»Vi ved ikke, om hun kan være blevet dræbt der eller et andet sted,« fortæller den lokale politiinspektør Andrew Massingham ifølge ABC News og kalder sagen for 'ekstremt kompleks', hvor en af de største puslespilsbrikker til at få det hele til at gå op, er at få kvinden identificeret.

Derfor har politiet lige siden fundet været i gang med at afhøre både nuværende og tidligere beboere i bygningen.

Man mener dog ikke, at kvinden selv boede der.

»Det er vigtigt, at vi giver denne kvinde en stemme, at vi identificerer hende – og forhåbentligt finder frem til de præcise omstændigheder for denne tragiske død,« siger Massingham.