En ansat i et supermarked gik i weekenden fysisk til angreb på den tidligere amerikanske politiker Rudy Giuliani.

»Jeg følte en stor smerte i ryggen. Jeg tænkte 'hvad pokker', for jeg vidste ikke, hvad det var,« siger han.

Ifølge New York Post fandt hændelsen sted søndag i et ShopRite-supermarked i New York-bydelen Staten Island.

Her havde Rudy Giuliani lånt et toilet i forbindelse med, at han var på kampagnetur med sønnen Andrew Giuliani, der stiller op som guvernør.

Sønnen Andrew Giuliani.
Sønnen Andrew Giuliani. Foto: Mary Altaffer
Vis mere

I butikken stod den tidligere borgmester i New York og talte med nogle støtter, da ShopRite-medarbejderen nærmede sig bagfra og klaskede ham i ryggen.

Det kan man se på et overvågningskamera fra supermarkedet.

»Pludselig hører jeg en fyr, der siger 'du er et fucking røvhul'. Og så fjerner han sig, så ingen kan få fat i ham,« siger Rudy Giuliani, der også har været advokat for Donald Trump.

Det lyder videre, at supermarkedsmedarbejderen skulle have sagt: »Du er en af dem, der kommer til at slå kvinder ihjel. Du tror, at I redder babyer, men I kommer til at slå kvinder ihjel.«

Rudy Giuliani.
Rudy Giuliani. Foto: JUSTIN LANE
Vis mere

Angiveligt skulle ShopRite-medarbejderen altså være utilfreds med den afgørelse fra den amerikanske højesteret, der i fredags fratog kvinder i USA retten til fri abort.

Ifølge Rudy Giuliani ville han være faldet forover og have »slået hovedet ind«, hvis ikke nogle af de andre tilstedeværende havde grebet ham.

Politiet ankom efterfølgende til stedet og anholdt den ansatte i supermarkedet, og han er blevet sigtet for vold.