Fra 1985 til 2015 er Afrikas bestand af giraffer næsten halveret. Konference vedtager forslag om at gribe ind.

Giraffen er en truet dyreart, som bør beskyttes gennem mærkning og overvågning. Desuden skal al handel med dele fra giraffer, kød og skind reguleres.

Det stemte et stort flertal af lande torsdag for på en konference i Schweiz om beskyttelse af verdens truede dyr og planter.

Forslaget om at give giraffen status som en beskyttet art ventes at blive endelig vedtaget, inden World Wildlife Conference slutter den 28. august.

Fra den 17. august har op mod 3000 forhandlere og miljøaktivister fra 183 lande været samlet i Genève for at drøfte beskyttelse af truede dyre- og plantearter.

Der er tale om det 18. partsmøde i Cites-konventionen, som trådte i kraft i 1975.

I løbet af 30 år er Afrikas bestand af giraffer svundet ind med 40 procent til omkring 100.000. Det viser en opgørelse med de bedst opnåelige tal fra Den Internationale Naturbeskyttelsesunion (IUCN).

- Hvis den udvikling fortsætter, betyder det, at vi har kurs mod udryddelse, siger Maina Philip Muruthi fra African Wildlife Foundation.

Trods den dystre prognose om en fortsat nedgang i antallet af giraffer, blev forslaget ikke støttet af alle afrikanske lande.

- Vi ser ingen grund til at skulle bakke op om denne beslutning, fordi Tanzania har en stabil og voksende bestand af giraffer, siger Maurus Msuha fra Tanzanias natur- og turistministerium.

Ofte er det elefanter og næsehorn, der fokuseres på i forbindelse med udryddelsestruede dyr i Afrika.

Men bestanden af giraffer i det fri er meget mindre end antallet af vilde elefanter.

- Vi taler om nogle få titusindvis af giraffer og nogle få hundredtusindvis af afrikanske elefanter, siger chefforsker Tom De Meulenaar fra Cites.

At giraffen ikke tiltrækker samme opmærksomhed som elefanten og næsehornet skyldes ifølge Susan Lieberman, vicedirektør for international politik ved Wildlife Conservation Society, at folk generelt har en opfattelse af, at bestanden af giraffer er enorm.

- Muligvis klarer de sig fint i Sydafrika, men giraffer er i alvorlig fare (for at blive udryddet, red.), siger hun.

Især i det centrale, det vestlige og det østlige Afrika er bestanden truet.

Det skyldes især tab af habitater, tørkeperioder, som forværres af klimaforandringer, og ulovlige drab af giraffer og illegal handel med dele fra dyret.

/ritzau/