Smilene var store, og champagnepropperne sprang, da Gillian og Adrian Bayford poserede foran fotograferne i sommeren 2012. Med en check på 1,4 milliarder kroner i hænderne. Det skotske ægtepar med arbejderklassebaggrund havde netop vundet den næststørste lotto-gevinst i lStorbritanniens historie. Pludeslig kunne de udleve alle deres drømme.

Men fire år efter sidder 43-årige Gillian Bayford tilbage med en bitter smag i munden. Ægteskabet med Adrian er for længst gået i stykker på grund af de mange millioner, og det seneste år har hun end ikke på talefod med sin familie.

Det skriver The Sun.

Gillian Bayford anklager familien for at slået hånden af hende, fordi de er 'flove' over en af de mange historier, der er skrevet om hende i medierne. Alligevel forventer de stadig, at hun betaler for at opretholde den ekstravagante livsstil med luksusbiler, dyre villaer og rejser til dyre resorts på første klasse, som de pludselig fik råd til takket være kæmpegevinsten - som Gillian valgte at dele med sine nærmeste.

»Det er chokerende og hårdt. Pengene skulle have gjort alle glade. Men de har gjort dem (familien, red.) krævende og grådige. De har mistet følingen med, hvor de kommer fra,« siger Gillian Bayford til The Sun.

De enormt mange penge faldt ellers på et tørt sted for familien Bayford, for Gillians 41-årige bror Colin og far Ian havde opbygget en gæld på næsten syv millioner kroner efter flere mislykkede forretningseventyr. Hendes forældre havde endda mistet deres hjem og boede i en campingvogn.

Artiklen fortsætter under billedet.

Gillian og Adrian Bayford forlod pressekonferencen i en helikopter efter at have modtaget cheken med milliardgevinsten.
Gillian og Adrian Bayford forlod pressekonferencen i en helikopter efter at have modtaget cheken med milliardgevinsten. Foto: ANDREW COWIE
Vis mere

Men det blev der hurtigt lavet om på, efter at Gillian og Adrian Bayford havde vundet de 148 millioner pund (1,4 milliarder kroner i dagens kurs) i EuroMillions. Gælden blev betalt og Gillian brugte over 190 millioner kroner på at give forældrene og broderen et liv i sus og dus.

Direkte klamt

Ifølge hende ejer Colin i dag adskillige Audi'er med personlige nummerplader, og 71-årige Ian er blevet så forvent efter at være kommet til penge, at han nægter at flyve på økonomiklasse. Gillian Bayford var mor til to og måtte tage nattevagter som sundhedsassistent for at få økonomien til at løbe rundt, før hun og eksmanden vandt milliardgevinsten. Nu føler hun, at pengene har gjort familien storskrydende og arrogante.

»Den måde de skilter med deres penge lige op i ansigtet på folk, synes jeg er direkte klam,« siger hun.

Men ikke nok med det. Selvom familien ifølge Gillian Bayford ikke længere vil kendes ved hende, forventer de stadig, at hun betaler gildet.

»De har fået penge og huse og biler, men vil stadig have mere. Min far har åbent sagt, han ønsker at kontrollere mine forretninger og halvdelen af mine penge,« siger Gillian Bayford.

Artiklen fortsætter under billedet.

Champagnepropperne sprang, da Gillian og Adrian Bayford havde vundet kæmpegevinsten.
Champagnepropperne sprang, da Gillian og Adrian Bayford havde vundet kæmpegevinsten. Foto: ANDREW COWIE
Vis mere

Hun påstår, at forældrene gik tiggergang på vegne af broderen Colin allerede ni måneder efter, at hun første gang havde overøst familien med gaver i millionklassen. Han havde brug for 7,5 millioner kroner til at købe et spillecenter. Gillian Bayford gav ham pengene, men nu er kassen lukket i, advarer hun.

»Hvis de kommer endnu engang og banker på min dør, vil jeg ikke redde dem igen.«

Vil ikke se deres børnebørn

Siden en tantes begravelse sidste maj har hun ikke talt med broren eller forældrene Ian og Brenda.

»Det mest bitre er, at de ikke vil have noget at gøre med deres to børnebørn,« siger Gillian Bayford.

Over for The Sun afviser faderen hendes udtalelser som værende 'noget sludder'.

»Vi vil ikke have noget af Gillian. Hun har allerede givet os for meget,« siger Ian McCulloch og erkender, at han og Brenda med al sandsynlighed stadig havde boet i campingvognen, hvis ikke Gillian Bayford havde betalt deres gæld.

Allerede 15 måneder efter at have vundet den rekordstore lottogevinst blev Gillian og Adrian Bayford skilt, fordi de efter eget udsagn havde svært ved at håndtere, at de blev mangemillionærer fra den ene dag til den anden.

Der var tilsyneladende noget om snakken, da The Beatles sang 'Money can´t buy you love'. I hvert fald har pengene nærmere været en forbandelse mere end en velsignelse for Gillian Bayford.