Folk har forladt deres huse, og turisterne bliver vist væk fra området.

I den lille italienske alpeby La Palud i det nordvestlige Italien ved foden af bjerget Mont Blanc forbereder beboere og myndigheder sig på det værste.

Den kæmpemæssige gletsjer Planpincieux truer nemlig med at falde ned over byen.

Derfor er byen blevet evakueret, skriver den britiske avis The Guardian.

Foto: THIERRY PRONESTI
Vis mere

Onsdag advarede eksperter nemlig om, at de 500.000 kubikmeter is kan falde ned. Skulle det ske, vil det tage mindre end to minutter for ismasserne at nå vejen for foden af bjerget.

Veje til og fra byen er blevet spærret for både biler og fodgængere.

Omkring 65 mennesker har forladt byen.

Borgmester i den nærliggende by Courmayeur, Stefano Miserochi, siger til det italienske nyhedsbureau Ansa, at myndighederne forsøger at finde overnatning til byens indbyggere.

Foto: MARCO BERTORELLO
Vis mere

»Turisterne må finde andre løsninger,« siger han.

En ekspert i naturgeografi på Universitetet i Oslo siger til den norske avis VG, at gletsjerne i Mont Blanc-området kan løsne sig, når smeltevand når ned til underlaget i slutningen af sæsonen.

»Hvis en gletsjer styrter ned i en del, som er fuld af mennesker, eller øverst i en dal, som er fuld af mennesker, kan det få katastrofale følger. Det kan sætte gang i andre processer som jordskred og mudderskred,« siger Karianne Staalesen Lilleøren til avisen.