41 gidsler på et vestlige anlæg i Algeriet sidder bundet i mørket. Flere af dem er ifølge et fransk gidsel blevet tvunget til at bære bombebælter.

ALGERIET: Den militante gruppe, der har taget et større antal udlændinge - angiveligt 41 - til fange på et vestligt gasanlæg i Algeriet, har bundet samtlige gidsler.

Det fortæller lederen af det franske cateringfirma CIS Catering, der har 150 ansatte på anlægget.

- De er bundet og bliver filmet. Strømmet er cuttet, og mobiltelefonerne er tomme for batteri, siger lederen af CIS Catering, Regis Arnoux, til den franske TV-kanal BFM ifølge Reuters.

Inden da fortalte et fransk gidsel i en telefonsamtale med den franske tv-kanal France 24, at de islamistiske oprørere med tilknytning til al-Qaeda har tvunget flere af gidslerne til at bære bombebælter.

Det franske gidsel, som ønsker at være anonym, fortæller yderligere, at han bliver holdt fanget sammen med folk fra England, Japan, Malaysia og Filippinerne.

Terroristerne har angiveligt også placeret sprængstoffer rundt omkring i de bygninger, gidslerne befinder sig i.

Ifølge norske VG.no har sikkerhedsstyrker lige nu omringet anlægget, der onsdag morgen klokken 5.50 lokal tid blev angrebet. Også det boligkompleks, hvor arbejderne på anlægget bor, er blevet angrebet. Oprørerne begrunder aktionen med Frankrigs militæroffensiv i Mali, som blev indledt fredag. Algeriet har i den forbindelse tilladt fransk militær at bevæge sig i landet.

Onsdag aften hævdede islamisterne, at de havde slået et angreb fra algeriske styrker tilbage, og ifølge nyhedsbureauet ANI påstår de, at gidslerne kommer fra mellem ni og 10 vestlige lande.

Irland, USA, Storbritannien, Japan og Norge har bekræftet, at en eller flere af deres statsborgere er involveret. Blandt andet drejer det sig om 17 ansatte fra det norske olieselskab Statoil.

Flere medier beretter desuden, at der også skulle være franskmænd og svenskere blandt gidslerne.

Udenrigsministeriets Borgerservice oplyste onsdag aften til Berlingske Nyhedsbureau, at intet tyder på, at der er danskere blandt de tilfangetagne.

Tre personer blev tidligere onsdag meldt dræbt ved angrebet. Det drejer sig ifølge Reuters om en englænder, en franskmand og en lokal sikkerhedsvagt. Flere, heriblandt to nordmænd, er kvæstet som følge af aktionen.

Mokhtar Belmokthar leder gruppen af gidseltagere, der går under navnet »Den maskerede brigade«. Han bekræfter ifølge VG.no, at han står bag angrebet. I sommeren 2012 advarede Mokhtar Belmokhtar udlandet mod at blande sig i situationen i Mali.

Oprørerne er klar til at løslade de 41 gidsler, men de kræver ifølge ANI blandt andet, at Frankrig indstiller sin aktion i Mali samt løsladelse af 100 islamister, der sidder fængslet i Algeriet. Den algeriske regering har afvist begge krav.