Det var et internationalt hold af islamister, der tog knap 700 gidsler i Algeriet. Ifølge den algeriske kommunikationsminister var gidseltagerne fra seks forskellige lande.

ALGERIET: De islamistiske oprørere, der tog flere hundrede gidsler på et gasanlæg i Algeriet, kom fra arabiske, afrikanske og »ikke-afrikanske« lande.

Det oplyser den algeriske kommunikationsminister, Mohamed Said, ifølge Reuters til nyhedsbureauet APS. Ifølge ministeren kommer gidseltagerne fra seks forskellige lande, men han vil foreløbig ikke fortælle, hvilke lande det drejer sig om.

I alt er 32 militante oprørere blevet dræbt under den algeriske hærs befrielsesaktion. Dødstallet blandt gidslerne er endnu ikke kendt, men det ventes, at de algeriske myndigheder vil offentliggøre tallet og identiteten på de døde i løbet af søndagen.

De foreløbige meldinger går på, at 23 gidsler har mistet livet. Den britiske regeringsleder, David Cameron, bekræfter ifølge Reuters, at tre briter er blandt de døde. Yderligere tre britiske gidsler frygtes dræbt.

- Vi ved nu desværre, at tre britiske statsborgere er blevet dræbt, og yderligere tre menes at være døde. Desuden regnes en person med bopæl i Storbritannien også for at være blandt de døde, udtaler Cameron.

Fem norske gidslers skæbne er endnu ukendt.