Mindst 30 gidsler og 11 kidnappere mistede livet i en militær operation, der sluttede efter 36 timers drama, oplyser sikkerhedskilder.

USA: Mindst 30 gidsler og 11 medlemmer af en al-Qaeda-tilknyttet gruppe blev dræbt, da algeriske styrker stormede et gasanlæg i ørkenen i Algeriet i et forsøg på at befri gidslerne. Det oplyser en algerisk sikkerhedskilde til Reuters ifølge al Jazeera.

Otte algeriere og syv udlændinge, herunder to briter, to japanere og en fransk statsborger, er blandt de døde, siger kilden. De 11 omkomne kidnappere er angiveligt tre egyptere, to algeriere, to tunesere, to libyere, en franskmand og en malineser.

Den algeriske kommunikationsminister, Mohamed Said, fortæller, at tropperne blev tvunget til at handle, efter forhandlinger med kidnapperne var mislykkedes.

Han siger, at mange blev dræbt i operationen på gasanlægget In Amenas.

Den militante gruppe »The Masked Brigade«, der står bag gidseltagningen, oplyste tidligere, at det skete i gengældelse for, at Algeriet har ladet Frankrig bruge sit luftrum til at lancere operationer mod oprørere i det nordlige Mali. Sikkerhedseksperter siger dog, at kidnapningsoperationen syntes at have været planlagt i god tid.

Ifølge Algeriets nyhedsbureau APS blev næsten 600 algeriske arbejdere og fire udenlandske gidsler - to briter, en franskmand og en kenyaner - befriet under sikkerhedsstyrkernes operation. Samtidig har det irske udenrigsministerium oplyst, at en irsk mand ligeledes blev befriet.

Flere lande, hvis statsborgere var blandt dem, der blev holdt som gidsler, har kritiseret Algeriets militære operation.

I Washington sagde Jay Carney, pressechef i Det Hvide Hus, at den amerikanske regering var »bekymret over rapporter om tab af menneskeliv, og at USA søger klarhed fra den algeriske regering.«

Talsmanden for den britiske premierminister David Cameron har ligeledes udtalt, at Storbritannien ville have foretrukket at have fået besked i forvejen om Algeriets operation.

Under det 36 timer lange gidseldrama forlangte kidnapperne, at Frankrig skulle stoppe landets offensiv i Mali og krævede samtidig 100 militante islamister løsladt fra fængsler i Mali.