Da Robert Card gik ind på Schemengees Bar and Grille med en ladt semiautomatiske riffel, var det ikke første gang han var der.

For den formodede gerningsmand bag masseskyderiet i den lille amerikanske by Lewiston onsdag aften havde været der flere gange før som gæst.

»Alle folk derinde kendte ham,« fortæller Leroy Walker til NBC News.

Hans søn, Joseph Walker, arbejdede som manager på baren – og han blev et af de i alt 18 dødsofre i massakren.

Schemengees Bar and Grille.
Schemengees Bar and Grille. Foto: Joseph Prezioso/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Heraf blev der fundet flest i Schemengees Bar and Grille: Otte.

Yderligere syv dræbte personer blev fundet døde i bowlinghallen Just-In-Time Recreation, mens tre personer senere blev erklæret døde på hospitalet.

Leroy Walker fortæller, at hans søn ikke kendte Robert Card, men at han havde set ham på baren flere gange.

»Han kom jævnligt på 'Schemengees'. Han kom der af og til,« siger han.

Politiet har blandt andet frigivet dette billede af Robert Card fra den blodige aften i Lewiston.
Politiet har blandt andet frigivet dette billede af Robert Card fra den blodige aften i Lewiston. Foto: Lewiston Maine Police Department
Vis mere

Til Fox 23 Maine har faren videre fortalt, at han af politiet har fået information om, at sønnen »døde som en helt«. 

Joseph Walker forsøgte således at standse Robert Card, da han kom ind på baren.

»Han tog en slagterkniv og gik efter ham for at forsøge at stoppe ham fra at dræbe andre,« siger Leroy Walker til mediet:

»Og der var der, han dræbte min søn. Han forsøgte at redde liv, men endte med at miste sit eget.«

Leroy Walker fortæller videre, at der gik 14 timer, inden at han fik besked om sønnens død.

40-årige Robert Card har siden onsdagens skyderier været massivt eftersøgt, men han er endnu på fri fod.

Ifølge medier er tre ofre stadig i kritisk tilstand på hospitalet, mens fem andre vurderes til at være stabile.