Den seneste tid har der været en række masseskyderier i USA, som gang på gang har sat skub i debatten om, hvorvidt amerikanere skal have ret til at bære og eje våben.

Debatten har fået en række republikanere til at iføre sig brocher udformet som en AR-15-riffel.

Et semiautomatisk våben, der sammen med gerningspersoner har ageret hovedrollen i utallige masseskyderier i landet de seneste år.

Én af dem, der er hoppet med på den – i mange øjnes groteske – bølge, er den skandaleramte 34-årige republikaner George Santos.

'George Santos bar en broche af et våben bogstavelig talt dage efter en række masseskyderier. Kald det tonedøvt eller dumt, men én ting er sikkert: Han er ikke egnet til at tjene i kongressen,' har Jimmy Gomez, der er medlem af Repræsentanternes Hus i USA og en del af Demokraterne, skrevet på Twitter.

George Santos har for nylig valgt at trække sig midlertidigt fra sine poster i to kongresudvalg, efter det er kommet frem, at han har løjet om store dele af sit liv.

Senest – før han valgte at iføre sig den lille riffel på sin jakke – har han lavet et håndtegn, der er kendt for at være en tilkendegivelse af sympati med 'White Power'-bevægelsen. Det kan du læse mere om her:

Et andet demokratisk medlem af Repræsentanternes Hus, David Cicilline, der arbejder for at bekæmpe den type rifler, George Santos og flere andre republikanske repræsentanter bar, har også delt et billede af Santos og republikaneren Anna Paulina Luna med riflen på.

'Da vi havde besøg af folk, der havde overlevet skyderier i Kongressen for at markere Gun Violence Survivors Week (en uge med fokus på ofre for skyderier og anden våbenvold, red.), så var det her, hvad mine kollegaer besluttede at gøre. Hvad er der galt med jer?' skriver han.

Det er republikaneren Andrew Clyde, der er ansvarlig for at dele de små riffel-brocher ud til sine kollegaer. I en video på Twitter viser han stolt en broche frem og sætter ord på, at den har fået negative reaktioner fra hans demokratiske kollegaer.

Han ejer desuden en mindre våbenforretning.