Tidligere politibetjent Derek Chauvin tiltales nu også for at have brudt borgerrettigheder under drabet.

Et føderalt nævningeting i USA har besluttet, at den tidligere politibetjent Derek Chauvin skal tiltales for yderligere forhold i sagen om drabet på den sorte amerikaner George Floyd.

En domstol kendte for nylig Chauvin skyldig i drabet Floyd, efter at den tidligere betjent på en video kunne ses med sit knæ på Floyds hals i mere end ni minutter.

Men ud over drab var det også et brud på George Floyds basale rettigheder som amerikansk statsborger, siger det føderale nævningeting.

- Chauvin berøvede med fuldt overlæg George Floyd hans rettigheder, som er sikret af den USA's forfatning og love, til ikke at møde unødig magtanvendelse fra en politibetjent, lyder det i anklagen ifølge mediet NBC.

Derek Chauvin tiltales desuden for ikke at have ydet den fornødne lægehjælp til George Floyd.

Derek Chauvin tiltales også for en helt anden episode, der fandt sted i 2017.

Her skulle Chauvin have taget halsgreb på en 14-årig dreng, han havde anholdt, samt slået ham i hovedet med en lommelygte, lyder det i tiltalen.

Et føderalt nævningeting i USA består af almindelige borgere. En anklager fremlægger bevismateriale for dem, så de kan vurdere, om der grundlag for at føre en straffesag.

Hvis Derek Chauvin findes skyldig, kan en dommer idømme ham op til ti års fængsel. Ifølge nyhedsbureauet Reuters er det dog sandsynligt, at straffen bliver betydeligt kortere end det i den slags sager.

Ud over Chauvin tiltales yderligere tre tidligere politibetjente fra Minneapolis' politistyrke.

Thomas Lane og Tou Thao tiltales sammen med Derek Chauvin for at have forbrudt sig mod George Floyds rettighed til ikke at møde unødig magtanvendelse fra politiet.

Thomas Lane, Tou Thao og den tredje tidligere betjent tiltales også for ikke at have ydet den fornødne lægehjælp til George Floyd.

/ritzau/Reuters/NTB