Vælgerne i Tjekkiet foretrækker den pensionerede general Pavel som præsident frem for milliardæren Babis.

Den pensionerede general Petr Pavel, tidligere hærchef, vinder præsidentvalget i Tjekkiet over milliardæren Andrej Babis, der er tidligere premierminister.

Det to dage lange valg sluttede tidligere lørdag, og med 95 procent af stemmerne talt op siger det statistiske kontor i den tjekkiske hovedstad, Prag, at Pavel vinder.

Pavel havde da fået 57,6 procent af de optalte stemmer mod 42,4 procent til Babis.

Den 61-årige Pavel er gået til valg som uafhængig. Han er blevet støttet af centrum-højre-regeringen, der i 2021 tvang Babis ud af regeringskontorerne.

Premierminister Petr Fiala var også blandt de første til at lykønske Pavel, efter at det stod klart, at han har sejret.

Den 68-årige Babis forsøgte i sin valgkamp at appellere til vælgerne ved at sige, at han som præsident ville presse regeringen til at gøre mere for at hjælpe borgerne igennem inflationskrisen med de stigende priser.

Imidlertid har Tjekkiets præsident ikke særlig mange beføjelser, når det gælder den daglige politik. I dag har præsidenten overvejende en ceremoniel rolle.

Men præsidenten kan til gengæld vælge premierministeren, centralbankchefen og har også en vis indflydelse på udenrigspolitikken.

Den afgående præsident, Milo Zeman, støttede Babis.

Nyhedsbureauet AFP skriver, at Babis er en mand, der deler tjekkerne. Han kaldte selv valget for en »folkeafstemning om Babis«.

Pavel har ikke lovet vælgerne i Tjekkiet guld og grønne skove.

»Jeg vil i stedet beskrive virkeligheden, som den er,« sagde han fredag, da han afgav sin stemme.

Han sagde også, at han vil bestræbe sig på at være en »værdig præsident«.

Tjekkiet var en del af Tjekkoslovakiet, der i 1993 blev delt i Tjekkiet og Slovakiet.

Der er 10,5 millioner indbyggere i Tjekkiet, som er medlem af såvel EU som NATO.

/ritzau/Reuters