Det russiske gasselskab Gazprom varsler nedlukning af gasforsyningen i Nord Stream-rørledningen.

Nedlukningen vil ske i tre dage fra 31. august til 2. september.

Det rapporterer Reuters.

Rørledningen transporterer gas fra Rusland til Europa gennem Østersøen.

Årsagen er en planlagt vedligeholdelse.

Efter at vedligeholdelsen er afsluttet, vil en gasstrøm på 33 millioner kubikmeter om dagen genoptages, lyder det i meddelelsen ifølge Reuters.

Afbrydelsen vil dog lægge yderligere pres på Europa, der i øjeblikket sørger for at fylde energireserverne inden vinteren.

I øjeblikket er forholdet mellem Moskva og Bruxelles meget anspændt, og energikrisen har fået priserne på el og gas til at stige markant.

B.T. kunne torsdag fortælle, at energipriserne fortsætter med at sætte rekorder, og at der ikke er noget, som tyder på, at de falder foreløbig.