Gazprom, der er ejet af den russiske stat, har reduceret leveringen af naturgas til et af Europas fattigste lande.

Det er Moldova, som nu får 30 procent mindre naturgas.

Det skriver nyhedsbureauet Reuters.

Den moldoviske premierminister, Andrei Spinu, skrev fredag på det sociale medie Telegram, at situationen kunne sammenlignes med den situation, som fandt sted i oktober sidste år, hvor Rusland også reducerede gassen til det lille land, der ligger mellem Rumænien og Ukraine.

Den eneste forskel er dog, at man i år har haft en bindende kontrakt med gasselskabet, som selskabet skal leve op til – men nu altså ikke gør det, skrev premierministeren.

Moldova er et af de absolut fattigste lande i Europa og har masser af gæld.

Men reduceringen i gasleverancer kommer til trods for, at landet fredag betalte det resterende af en forsinket forudbetaling til Gazprom for naturgasforsyninger i september.

Selskabet betalte Gazprom 23,9 millioner dollar svarende til 181 millioner kroner og lukkede dermed gælden, der startede på 272 millioner kroner, skriver Reuters yderligere.

Tidligere i dag har det statsejede russiske energiselskab Gazprom suspenderet forsyninger af gas via Østrig på grund af modstand fra et østrigsk selskab.

Reuters skriver yderligere, at Gazprom arbejder sammen med det østrigske selskab på at løse problemet, så italienske kunder kan modtage gas.