Verdens store økonomier må sikre lige adgang til en coronavaccine, der er til at betale, siger saudisk konge.

Som det første arabiske land bød Saudi-Arabien lørdag velkommen til G20-topmøde, der i år kommer til at have coronapandemien som den helt store overskrift.

Højt på dagsordenen er køb og distribution af vacciner, medicin og test til fattigere lande, der ikke har råd selv.

EU ventes lørdag at opfordre G20-landene til at bruge et beløb svarende til 28 milliarder kroner på at hjælpe de mest udsatte lande.

Den saudiarabiske kong Salman bad også i sin åbningstale verdens ledere om at samarbejde om lige adgang for alle til en coronavaccine.

Der er optimisme over udviklingen af vacciner mod corona. Men verden skal arbejde for "overkommelig og ligelig adgang" for alle, siger kong Salman.

Han beder også G20-lederne koordinere støtte til udviklingslande, der er økonomisk hårdt ramt af af krisen.

Det er afgørende for at fastholde de fremskridt, der er sket i udviklingslandene, siger han ifølge nyhedsbureauet dpa.

G20-landene er de 20 største økonomier i verden.

Samlet set har de 20 lande givet et beløb svarende til godt 130 milliarder kroner til at bekæmpe pandemien, der har kostet 1,3 millioner mennesker livet på verdensplan.

De har i alt sendt hjælpepakker for omkring 69.000 milliarder kroner i omløb i deres lande for at forhindre en større økonomisk krise.

Men de er under stigende pres for også at komme nogle af verdens fattigere lande til undsætning, skriver nyhedsbureauet AFP.

På grund af coronapandemien holdes topmødet virtuelt denne gang.

Tysklands forbundskansler, Angela Merkel, Kinas præsident, Xi Jinping, og Ruslands præsident, Vladimir Putin, er nogle af de ledere, der ventes at tale i løbet af weekendens virtuelle topmøde.

Putin siger, at Rusland er klar til at levere vaccinen Sputnik V til andre lande.

/ritzau/Reuters