Politiet i Californien, USA, har fundet liget af en kvinde i en bil, som tilsyneladende er kørt ud over en skrænt på en øde vej.

Kvinden blev rapporteret forsvundet for to måneder siden, men det forventes ikke, at der er noget kriminelt involveret i dødsfaldet.

Den 22-årige Jolissa Fuentes blev først rapporteret forsvundet den 8. august, rapporterer tv-stationen NBC News.

Vraget af hendes bil med hendes ejendele blev fundet i mandags i en ravine nær en sø i Sierra Nevada i Californien. Det skriver Sky News.

Den 22-årige Jolissa Fuentes.
Den 22-årige Jolissa Fuentes. Foto: Fresno County Sheriff
Vis mere

Der er intet mistænkeligt ved fundet, og politiet mener, at hun blot er kørt en tur, da ulykken skete.

Politichefen i Selma, Rudy Alcaraz, som fandt de dækaftryk, som førte dem til ulykkesstedet, siger: »Jeg ville ønske, at vi havde bedre nyheder. Jeg ønsker, at vi kunne have bragt frøken Fuentes hjem.«

Kvindens far, Joe Fuentes, kaldte politichefen for »min helt«. Han havde lovet »at gøre alt for at finde min datter«.

Bilen var ikke nem at få øje på. Redningsholdet måtte bruge specialudstyr for at nå frem.