7.611.560.000.

Syvmilliardersekshundredeellevemillionerfemhundredeogtrestusinde gode, danske kroner.

Det er hvad, der er på spil i et amerikansk lottospil netop nu, skriver New York Times.

Spillet hedder 'Mega Millions Jackpot', og de nyeste tal er netop blevet trukket. Men ingen har endnu råbt op om at have de gyldne tal.

Hvis én dansker vandt formuen ville det med et knips katapultere vinderen ind omkring bunden af de 25 rigeste danskere, så det er bestemt ikke håndører.

Men heller ikke i guds eget land, som amerikanerne selv kalder deres land, er det småpenge.

Hvis nogen vinder puljen nu, ville det således blive den femte største lottogevinst nogensinde i USA, og derfor er chancen for at vinde den også ualmindeligt lav. Ifølge det engelske medie Metro har man således 1/302.600 chance for at vinde.

Det astronomiske beløb skal man dog ikke forvente på én gang. Nej, dukker en heldig vinder op, kan personen vælge mellem at få de 7,6 milliarder udbetalt over 29 år eller at få et lavere beløb, omkring 4,2 milliarder kroner, udbetalt på én gang.

Men hvad kan man så få for 7,6 milliarder? Den forrygende hjemmeside journalistenheder.dk virker vist ikke længere, men Readers Digest har til gengæld lavet en fin gennemgang af, hvor langt en milliard dollar rækker.

Ja, du ville for eksempel kunne købe det dyreste hus, der nogensinde har været på markedet i USA. Det hedder passende 'The One' og ligger i Bel Air, Los Angeles. Prisen er sølle 500 millioner dollar.

Til gengæld får du så fem svimmingpools, 20 soveværelser, 30 badeværelser, en biograf med 36 sæder, en bowlinghal, en garage til 30 biler og en natklub på over 9.000 kvadratmeter.

Du ville også kunne købe Balmoral Castle, hvor dronning Elizabeth levede sine sidste dage. Hvis de altså vil sælge.