Billederne er taget det samme sted af den samme satellit, men der hører ligheden så også op.

VG skriver, at Maxar har fremlagt dokumentation for, hvor smadret den ukrainske by Soledar er. Billederne viser, at russernes bombninger nærmest har fjernet byen fra overfladen. Før russernes ankomst boede der i byen mere end 10.000 mennesker. Nu er der 559 tilbage.

Billederne viser, ifølge Maxar, hvordan både folks hjem, skoler og mange andre bygninger er blevet helt ødelagt. De er taget henholdsvis i august 2022 og her i januar 2023.

Sergei Tjerevatji er talsmand for de ukrainske tropper i den østlige del af landet. Han fortæller, at det er de frygtede Wagner-soldater, man kæmper mod i Soledar.

På billederne ses tydeligt forskellen mellem Soldar før og efter russernes overfald på Ukraine. Det ene er taget i august 2022, mens det andet er taget her i starten af januar.
På billederne ses tydeligt forskellen mellem Soldar før og efter russernes overfald på Ukraine. Det ene er taget i august 2022, mens det andet er taget her i starten af januar. Foto: HANDOUT
Vis mere

Talsmanden mener, at det er tydeligt, at russerne nu for alvor trænger til en succesoplevelse efter mange nederlag på stribe på slagmarken. Han mener, at Ruslands store mål er at indtage de to regioner Luhansk og Donetsk.

»Lige nu vurderer vi nøje situationen for at kunne træffe en beslutning om, hvordan vi kan styrke vores forsvar bedst uden at miste for mange mænd og samtidig besejre fjenden. Jeg tror, at vores ledelse vil tage en beslutning inden for få dage,« siger talsmanden.

Det ukrainske forsvarsministerium meddelte torsdag, at man havde sendt '100 russiske soldater i helvede i Soldenar-området – altså dræbt 100 soldater.

Det russiske regeringsorgan, Rossiskaja Gazeta, hævder, at Soledar næsten er under fuldstændig kontrol af russiske tropper.