Han er vant til at springe ud fra verdens højeste bygninger, flyve over den engelske kanal uden motorhjælp, og søndag steg han 39 km op over jorden i en lille kapsel, inden han sprang ud i frit fald. Men Frygtløse Felix har under forberedelserne levet i en paradoksal frygt i form af angst og klaustrofobi.

Det har været fem hårde år for vovehalsen Felix Baumgartner i hans forberedelser til søndagens rekordforsøg. Undervejs har den ellers frygtløse Felix været ramt af angstanfald, når han har skullet teste den specielle trykdragt, han foretog springet i. Det skriver The New York Times.

Han led af klaustrofobiske anfald når han fik dragten på, og på et tidspunkt i 2010 overvandt frygten ham. I stedet for at møde op til en test af dragten tog Felix Baumgartner i lufthavnen og flygtede ud af USA.

Efterfølgende har han fået hjælp af en sportspsykolog og andre specialister til at komme over hans klaustrofobi. Blandt andet har han lært en teknik, hvor han under den to en halv time lange opstigning i den lille kapsel minutiøst gennemgik en tjekliste på 40 punkter, der forberedte han på det øjeblik, da han skulle forlade kapslen.

Frygtede at dø på vej ned

Han overvandt altså frygten, men kort efter han havde forladt kapslen indtrådte Felix' største frygte. Det fortalte han på pressemødet efter springet. Undervejs i det frie fald begyndte han at spinne voldsomt rundt i luften. Han frygtede, at den voldsomme rotation ville sende blodet væk fra midten af hans krop.

- Ved et bestemt antal omdrejninger i minuttet er der kun en vej blodet kan forlade din krop, og det er gennem øjeæblerne. Det betyder, at du er død. Det var hvad vi frygtede mest, fortalte han.

Det lykkedes ham heldigvis at rette op igen efter kort tid, selvom den specielle dragt gjorde det svært for ham.

- Som faldskærmsudspringer ved du nøjagtigt hvad du skal gøre når du mærker vinden mod din højre skulder. Her kan man ikke mærke luften, så man må bare vente til man bliver skubbet rundt, sagde han.