»Hvis det synker, kan konsekvenserne for Nordsøen blive enorme.«
Sådan lyder det fra en hollandsk miljøorganisation, når det kommer til det, der lige nu udspiller sig i farvandet ud for den hollandske kyst.
Der driver et fragtskib nemlig rundt, mens det er i brand.
På sin hjemmeside har den hollandske kystvagt oplyst, at man omkring midnat modtog en melding fra skibet Fremantle Highway om, at der var udbrudt brand.
Den hollandske kystvagt oplyser, at besætningen selv forsøgte at slukke branden – men det lykkedes ikke.
I stedet fortsatte branden med at sprede sig, hvorefter en evakuering blev sat i gang.
»Besætningsmedlemmerne blev reddet ud af helikoptere og redningsbåde. Desværre døde et besætningsmedlem, og flere kom til skade,« lød meldingen onsdag morgen fra den hollandske kystvagt.
Branden buldrer endnu på det 200 meter lange skib, som ifølge det hollandske medie De Telegraaf er lastet med knap 3.000 biler.
25 af dem skal være elbiler.
Til det hollandske medie fortæller miljøorganisation Stichting De Noordzee, Nordsøstiftelsen, at man frygter, det kan få store konsekvenser for miljøet, hvis det brændende fragtskib synker.
»Vi håber inderligt, at fragtskibet bliver bragt i sikkerhed, for hvis det synker, kan konsekvenserne for Nordsøen blive enorme,« siger Ewout van Galen, der er programchef i Stichting De Noordzee, til De Telegraaf.
»Det betyder, at skibet med sit brændstof og lasten på tusindvis af biler vil ende på Nordsøens bund. En potentiel katastrofe for miljøet, og så må man håbe, at skibet kan bjærges, og at forureningen begrænses,« tilføjer han.
Kort efter klokken 09 onsdag morgen lød meldingen fra kystvagten, at et bjærgningsfartøj havde oprettet en nødforbindelse til skibet og nu holder det i en kontrolleret position.
Det vides endnu ikke, hvordan branden opstod.
Nogle af de tilskadekomne er indlagt med vejrtrækningsbesvær – men ingen af dem meldes at være i livsfare.
Skibet sejler under panamansk flag og var på vej fra Tyskland til Egypten.