Han løb efter små forsvarsløse børn ind i skolegården. Greb fat i dem. Satte sin pistol for tindingerne af dem og skød.

Den mystiske mand på scooter, som i går parkerede foran en jødisk privatskole i den sydfranske by Toulouse og skød løs på børn og voksne i skolegården, er lige nu jaget vildt i Frankrig.

Politiet har sat alt ind for at fange manden, som de også mener står bag en anden skudepisode i byen.

Fransk politi finkæmmer i øjeblikket den sydvestlige del af landet. Mere end 100 politimænd er blevet kaldt til området for at lede efter gerningsmanden, der kørte væk på sin motorcykel efter skudepisoden.

Han er også hovedmistænkt ved et tidligere skyderi, hvor tre soldater, to af dem med muslimsk baggrund, mistede livet to forskellige steder, men ligeledes i Toulouse.

Breivik-kopi

Frankrig er nu i fuld terror-alarm. Flere eksperter antyder, at gerningsmanden kan være en person, som ligner den norske massemorder Anders Behring Breivik.

Én af dem er psykiater Pierre Lamothe. Han siger til La Nouvelle République, at gerningsmanden kan være en person, som ønsker at få ideologisk revanche i stil med Breivik. 

- Hvis det er den samme person, kan man spekulere over, om det er en, som prøver at fuldføre en ideologisk revanche og som vil påvirke historien. Så må vi orientere os mod en massemoderprofil i stil med Breivik i Oslo. Galskaben kan retfærdiggøre alt, siger han til avisen.

I løbet af ni dage har der været tre skudepisoder i området. I alt syv mennesker har mistet livet, og to ligger livsfarligt kvæstede på hospitalet.

At den samme gerningsmand har slået til flere gange inden for kort tid, har fået den franske præsident, Nicolas Sarkozy, til at hæve terrorberedskabet til højeste niveau. Også sikkerheden på religiøse steder i hele byen er blevet øget, da angrebene lader til at være motiveret af racisme.

- Ved at angribe jødiske lærere og børn lader det til at være anti-semitisk motiveret, lød det fra præsidenten mandag.

Man kan kun forestille sig, at det blodtørstige vanvid havde sammenhæng med racisme. Politiet har endnu ikke sat navn på den mistænkte, men siger, at de leder efter en mand, som angiveligt er trænet til at skyde og som kører på en Yamaha motorcykel.

Et automatisk håndvåben er blevet brugt både ved mandagens og ved sidste uges angreb, oplyser politiet.Manden var maskeret under skyderiet, men til trods for at overvågningen dermed ikke kan identificere ham, viser den billeder af manden, der blandt andet skyder en lille pige på tæt hold, inden han flygter på motorcyklen.