Donald Trump kan snart kalde sig USAs præsident. Men både de danske og svenske læsere gyser ved tanken.

Blandt andet har over 20.000 læsere stemt på bt.dk til spørgsmålet, om 'du er bekymret over Trumps sejr.'

Her svarede knap 80 procent 'ja'.

Samtidig havde tre ud af fem af vores svenske naboer ifølge Aftonbladet inden valget stemt, at de frygtede for valgresultatet. Her fortalte flere, at de var så bekymrede, så de havde problemer med at sove. Og i de uddybende kommentarer lød det bland andet:

'Jeg er bange for 3. verdenskrig, hvis Donald Trump vinder.'

Og en anden skriver:

'Trump er helt gal. Med ham som præsident er risikoen for en 3. verdenskrig stor'.

Og danskerne og svenskere har grund til at være bekymrede.

 

Det mener lektor i amerikanske studier og ph.d. ved Institut for Statskundskab under Aarhus Universitet, Derek Beach.

»Trump er jo dybt uberegnelig. Han ser sig selv som et udenrigspolitisk geni, men hans vidensniveau om udenrigspolitik er forbløffende lavt. Mange af de forslag, som han er kommet med, har været helt sorte,« siger han til Avisen.dk.

Derek Beach peger blandt andet på Trumps løfter om at bruge færre penge på det militære samarbejde NATO.

»Vi vil formentlig se et USA, der tænker mere på sig selv på den internationale scene, og som i mindre grad påtager sig rollen som hele verdens politimand,« siger han til Avisen.dk.

En anden bekymring er Trumps facon, som kan bringe forholdet til Kina i fare.

»Der ligger en svær balancegang i forholdet til Kina, som Obama har mestret. Her risikerer vi i højere grad, at Trump kommer til at gøre kineserne vrede, og at det så vil føre til militær oprustning i hele regionen,« siger Derek Beach til Avisen.dk.

I USA bliver embedsværket politisk udpeget efter hvert valg. Her er et problem også, at Trump formentlig vil have svært ved at besætte sin stab med erfarne diplomater.

»Mange sværvægtere har simpelthen sagt, at de nægter at arbejde for ham. I USA kan præsidenten i vid udstrækning ændre sikkerhedspolitikken, hvis han ønsker det, så man skal ikke sætte sin lid til, at embedsværket kan dæmme op for hans politik,« siger Derek Beach til Avisen.dk.

/ritzau/