Da russiske Anatoly Salmin sammen med en ven endte med at blive fulde, mens de var ude at fiske, kom de op at skændes.

Det kulminerede med, at han greb en sten og slog sin ven i hovedet. To gange. Da vennen blev ved med at bevæge sig, holdt Anatoly til sidst hans hoved under vand.

Indtil han ikke bevægede sig mere.

Den skræmmende sag er tolv år gammel – men nu spreder den russiske mand endnu engang frygt og bekymring.

For han er blevet løsladt før tid som belønning for, at han frivilligt valgte at melde sig til den berygtede lejehær Wagner-gruppen til det, der for mange har været en selvmordsmission, hvor de har skullet kæmpe på slagmarken i Ukraine.

Men Anatoly Salmin overlevede. Og nu er han derfor en fri mand. Det skriver The Guardian.

Særligt hen over sommeren og efteråret sidste år kom det frem, at Wagner-gruppen, som oligarken Jevgenij Prigozjin står i spidsen af, var gået i gang med at rekruttere indsatte i de russiske fængsler.

Hvis de formåede at holde sig i live under kampene, der blandt andet er blevet udkæmpet i nogle af de mest blodige områder i særligt det østlige Ukraine, ville de blive benådet efter at have udtjent deres pligt i Wagners rækker.

Her ses Jevgenij Prigozji sammen med den russiske præsident, Vladimir Putin, i 2011.
Her ses Jevgenij Prigozji sammen med den russiske præsident, Vladimir Putin, i 2011. Foto: POOL New
Vis mere

Blandt dem, der har meldt sig, finder man ifølge The Guardian mordere, narkohandlere, svindlere og folk, der har begået hustruvold.

Nu er flere hjemme i Rusland bekymret for, hvad det kan betyde, når de overlevende vender hjem.

En af dem, der allerede er kommet hjem, er Anatoly Salmin, som er dømt for både tyveri og drab.

Til The Guardian fortæller folk i hans hjemby, at de begyndte at se manden – som flere af dem frygter at støde ind i – i gadebilledet for nogle uger siden:

»Han er en farlig mand. Vi ved alle, hvad han gjorde mod sin ven. Jeg sagde til mine børn, at de ikke skulle rende rundt alene i de kommende dage,« fortæller en lokal beboer, som angiveligt har kendt Anatoly i mange år, til det britiske medie:

»Det er ikke kun det, han gjorde mod sin ven, han stjal også fra folk, kom i mange slagsmål og chikanerede piger. Han drak meget, brugte stoffer og var voldelig,« tilføjer beboeren.

Anatoly blev ifølge The Guardian rekrutteret til Wagner-gruppen, mens han aftjente en dom for tyveri. Senere – i 2011 – blev han dømt for drabet på sin ven.

Løsladelsen af de dømte, der frivilligt melder sig under Wagners faner, er også et omstridt punkt blandt russerne, skriver The Guardian, da mange frygter, at de hårdkogte forbrydere vil kunne fortsætte med at begå kriminalitet, når de sættes på fri fod igen.

Kreml har forsvaret praksissen ved at sige, at de dømte ved benådet i henhold til 'streng overholdelse af russisk lov'.

The Guardian oplyser, at man har været i kontakt med Anatoly Salmin, som afviste at blive interviewet.

Han antydede ifølge det britiske medie, at han burde blive betalt for at stille op til det.

Tidligere denne uge kom det frem, at Wagner-gruppen – angiveligt – ikke længere vil rekruttere mandskab blandt fængselsindsatte.

Det hævdede i hvert fald gruppens øverste chef, Jevgenij Prigozjin – der også er kendt som 'Putins kok' – i et opslag på Telegram.

»Rekrutteringen af fanger til Wagners private militærselskab er stoppet fuldstændigt,« skrev Jevgenij Prigozjin således i et svar til et russisk medie, som havde bedt om en kommentar:

»Vi opfylder alle vores forpligtelser over for dem, der arbejder for os nu,« tilføjede Wagner-gruppens øverstkommanderende.