Sidste lørdag døde en kvinde på Bel-Air metrostationen i Paris, da hun blev slæbt efter toget.
Fredag valgte førerne af Paris' metrolinje 6 så at nedlægge arbejdet i sympati med deres kollega, fordi han nu efterforskes for dødsfaldet og risikerer at komme for en dommer.
Kvinden døde, da hun hun skulle ud af toget. Her blev hendes jakke fanget i døren, og hun blev trukket hen ad perronen. Den forfærdelige hændelse skete foran hendes mand og søn.
Metroføreren har haft jobbet i 15 år uden at få nogen anmærkninger, og han testede da også negativ for både alkohol og stoffer i blodet. Hvis han bliver dømt, kan han få op til fem års fængsel.
»Tragiske begivenheder sker en gang imellem, men vi har aldrig tidligere set en kollega blive udsat for sådanne juridiske konsekvenser,« siger Jean-Christophe Delprat fra metroførernes fagforening til BBC.
Toget, som ulykken skete i, var en ældre model fra 1970.
Dørene åbnes og lukkes manuelt, men hvis noget sidder i vejen i dem, så dørene ikke lukker ordentligt, plejer en alarm at alarmere førere. Fagforeningen siger dog til avisen Le Parisien, at systemet bestemt ikke er ufejlbarligt, og at alarmen ikke altid aktiverer, når den bør.
Der har i løbet af de to sidste uger været hele fire dødsulykker i Paris' metro. Ud over denne mistede en 14-årig amerikansk pige livet, da hun faldt ud foran et tog, og to berusede hjemløse, som gik på skinnerne, blev ligeledes ramt.