Tilbage i marts blev mange danskere ramt af panik ved nyheden om nedlukningen af Danmark.

Nogen begyndte uden grund at hamstre toiletpapir og mad i supermarkederne.

Det føles måske som længe siden, men i Shanghai er panikken vendt tilbage endnu engang.

Og modsat Danmark kan der være grund til at købe stort ind, viser erfaringerne.

Shanghai vil denne weekend teste mere end halvdelen af sine 25 millioner indbyggere for covid-19. Det har ifølge CNN skabt panik for, at de strenge restriktioner vil vende tilbage igen.

Det viser fotos og video på de sociale medier også.

Mange millioner indbyggere i Kinas største by har netop gennemlevet en to måneder lang nedlukning med udgangsforbud, hvor historier om madmangel og desperation gik verden rundt.

Det var først 1. juni, at byen åbnede helt op.

Du kan læse om danske Cathrines oplevelser fra Shanghai i april HER.

Frygten for endnu en lang periode med udgangsforbud på grund af stigende smittetal har derfor antændt panikindkøb i Shanghai.

Torsdag skyndte byens indbyggere sig til supermarkederne, hvor der var lange køer og til sidst tomme hylder.

Der er foreløbig tale om syv ud af byens 16 distrikter som skal igennem massetest for covid-19.

Derudover vil bydele, som har registreret smittetilfælde siden 1. juni, komme under opsyn.