Fatna Bechar var heldig. 

Hun lå og sov, da Marokko i fredags blev ramt af den værste jordskælv i 120 år.

»Jeg kunne ikke komme væk, fordi taget faldt ned over mig. Jeg var fanget,« fortæller hun:

»Jeg blev reddet af mine naboer, som fjernede murbrokkerne med deres bare hænder. Nu bor jeg med dem, fordi mit eget hus blev fuldstændigt ødelagt.«

Faldefærdige bygninger i Moulay Brahim.
Faldefærdige bygninger i Moulay Brahim. Foto: Philippe Lopez/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Hendes historie er på flere måder symptomatisk for den katastrofe, der indtraf for tre dage siden. Indtil videre har over 2.100 mistet livet, mens antallet af sårede er lidt større.

Men der er stadig stor usikkerhed omkring de reelle konsekvenser. 

Ødelæggelserne er mange steder massive, og i de afsidesliggende, fattige landsbyer nær epicentret syd for Marrakesh kan hjælpen selv efter flere dage ikke komme frem.

Veje er blokeret og ufremkommelige.

Sorgen rammer, når døde familiemedlemmer bliver fundet i ruinerne.
Sorgen rammer, når døde familiemedlemmer bliver fundet i ruinerne. Foto: Fadel Senna/AFP/Ritzau Scanpix
Vis mere

Befolkningen er derfor mange steder overladt til sig selv. 

Og i landsby efter landsby er nærmest samtlige indbyggere blevet hjemløse, fordi deres skrøbelige bygninger ikke kunne modstå naturens kræfter.

Mange steder er det kun muligt at sove under åben himmel for de overlevende ofre.

Det har udløst tumult. Eksempelvis i Amizmiz er en enlig soldat på gaden blevet omringet af vrede borgere.

Også i landsbyerne er vejene ufremkommelige. Her i Moulay Brahim.
Også i landsbyerne er vejene ufremkommelige. Her i Moulay Brahim. Foto: Mohamed Messara/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

»Alt er kaos,« skulle en mand her have råbt.

I byen har Ali Ouali Abdelgahni mistet det hjem, som familien har levet i gennem et århundrede.

»Der er intet tilbage,« siger han og fortæller, hvordan indbyggerne er afhængig af hinanden uden hjæppå fra myndighederne:

»Hvis dit hus kun er halvt ødelagt, og der stadig er møbler eller mad tilbage, bliver det delt med dem, hvis huse er fuldstændigt ødelagte.«

En dreng i et ødelagt hus.
En dreng i et ødelagt hus. Foto: Mohamed Messara/EPA/Ritzau Scanpix
Vis mere

I landsbyen Moulay Brahim har Sami Sensi med al sandsynlighed mistet begge sin forældre. 

Det lille hotel, hvor de boede under deres besøg, er kollapset. 

Indtil videre er moren fundet død i ruinerne, men eftersøgningsarbejdet er i flere omgange blevet stoppet af det lokale brandvæsen.

»Det sker ikke noget. Vi venter bare, og de har bestemt sig for ikke at gøre noget,« siger Sami Sensi:

»De fortæller os bare, at vi skal være tålmodige, og de kommer med løfter.«

Jordskælvet i Marokko er blevet målt til 6,8 på Richterskalaen. Ingen danskere skulle være kommet til skade.

Kilder: The Guardian, CNN, The Washington Post